mandag den 28. oktober 2013

Melodi


Midt i al strikningen og filmkiggeriet og snakken, blev der også tid til en tur i haven til lidt billeder af en sag, der har været færdig det meste af en måned.


Melodi af Annette Danielsen med mine ændringer


Jeg ved ikke om vi var heldige da vi lejede, eller om Bettina bare har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at finde det bedste - jeg tror mest på det sidste. Men der er ingen tvivl om at det var et rigtig lækkert sted vi havnede. Et rigtigt sommerhus med brændeovn, hvidt træværk og fornuftige møbler.

Og en have nogen engang har sat en ære i at anlægge. Sådan en have, der er lagt et kæmpe arbejde i, og som selvom den tydeligt ikke længere bliver passet helt så godt, stadig bærer præg af stoltheden og glæden.

Engang i sommers slog jeg op til Melodi af Annette Danielsen. Opskriften findes i det lille hæfte Fin og Finurlig, men desværre ikke som en mulighed for link på Ravelry. Jeg ved man kan, men jeg kan ikke gennemskue at gøre andres opskrifter tilgængelige.


Melodi af Annette Danielsen med mine ændringer


Jeg har lavet en del om. Eller - jeg har tilføjet til den oprindelige opskrift. Jeg har lavet den længere og en lille smule bredere forneden. Jeg har tilføjet en slids og lagt lidt flere masker i ærmerne, for jeg duer ikke til stramme ærmer.

Jeg ville have en tunika, men jeg lagde nok lidt for mange masker til i længden. I hvert fald er den blevet det meste af femten centimeter længere end jeg troede den skulle være.

Det gør ingenting. Den er nemlig blevet rigtig skøn. Og den gør sig godt både over cowboybuker og som kjole.

Og den er ret god at bo i en weekend i et sommerhus sammen med et par skønne veninder. Lige indtil brændeovnen bliver for varm og al ulden det samme...





fakta[2]




Design: Melodi af Annette Danielsen fra hæftet Fin og Finurlig.


Garn: For længe siden købte jeg tre fed håndfarvet meleret petroleumsfarvet uld fra hedengangen Marianne Swit. Det kom i brug her, sat sammen med en tynd tråd alpaca i farven meleret marine fra Garnudsalg.

Den færdige model vejer 434 gram fordelt med 258 gram uld og 176 gram alpaca.


Pinde: Jeg har strikket med 4 mm rundpinde.


Størrelse: Medium - med mine tilføjelser.


Melodi af Annette Danielsen med mine ændringer


Bemærkninger: I det store og hele har jeg fulgt opskriften. Jeg lavede dog nogle ændringer.

Jeg kan godt lide når strik flyder og falde pænt. Jeg synes det virkede dumt at slå op og samle masker op i opslagningen (og få en tydelig opslagningsrække på bagsiden) når det er muligt at gøre det usynligt.

Jeg slog derfor op med Judy's Magic Cast On, hvilket betyder at jeg allerede i opslagningen havde de masker, der otte pinde senere skulle samles op. Jeg slog op med enden af tråden lagt omvendt - så jeg i stedet for at starte med en retpind, fik opslagningen til at ligne en vrangpind. Det betød jeg kunne springe den første pind over og starte derfra.

Jeg ville have ekstra længde og slog ca 40 masker ekstra op. Herfra strikkede jeg helt som opskriften lyder - bortset fra at jeg brugte en lang rundpind og Magic Loop for at komme forbi det øverste hjørne, der ifølge opskriften kun kan strikkes med brug af strømpepinde...

Da jeg nåede sidestykket strikkede jeg en vendepindskile for at få en A-focon og lidt mere vidde til hoften. Jeg strikkede en slids med og gjorde forstykket ca 15 masker kortere end bagstykket.

I stedet for at strikke siderne sammen valgte jeg at sy dem sammen med maskesting. Det betød jeg sluttede inden sidste pind, som siden opstod af sammensyningen. Det færdige resultat ser fra bagsiden ud som om det er strikket ud i et.

Ærmerne oplevede jeg som meget smalle. Jerg bryder mig ikke om smalle ærmer, så jeg valgte at slå 14 masker mere op til ærmerne. Udtagningerne strikkede jeg helt som opskriften og for at slippe for de ekstra masker ved halskanten, tog jeg ind til raglan på hver fjerde pind i stedet for hver sjette.


Har du lyst til at se flere billeder af tunikaen/kjolen, kan de ses lige her på Ravelry.

6 kommentarer:

  1. Den er blevet helt vildt flot, hvor er det en god idé at forlænge den

    SvarSlet
    Svar
    1. Lydert, jeg er helt vildt glad for den :)

      Slet
  2. Hvor er den blevet superflot som kjole :-) I ser meget, meget godt ud sammen :-)
    Marianne Svit fik altså produceret noget meget smukt håndfarvet garn, jeg har også stadig lidt på lager - fantastisk flot farve, du fik fat i der :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Strikkeheksen. Jeg har haft garnet liggende længe, uden at have det helt rigtige projekt til det. Jeg var lidt skuffet over farven dengang jeg fik det, men i dag er jeg rigtig glad for det :)

      Slet
  3. Den er virkelig fin som kjole.

    SvarSlet
    Svar
    1. Og den er dejlig at have på, Christunte :)
      Desværre glemte vi at tage billeder af den fine nakke, som får halsen til at være højere bagtil end foran.

      Slet