mandag den 28. oktober 2013

Storm


Hele dagen har vi mere eller mindre ventet på stormen. Jeg forberedte altanen inden jeg gik i formiddags, og jeg har mere end en gang overvejet at Emilie færdes alene derude i dag.


Oktoberstorm 28. okt 2013 - Volden ved Rødovre


Med denne uge starter hun endnu en omgang brobygning. Endnu en uge på Hotel- og Restaurantskolen. Hun har glædet sig. I morges ville hun cykle til Valby. Det var som sådan heller ikke noget problem, jeg forestillede mig bare at hjemturen ville være bedre tjent med toget.

Hun endte med tog begge veje. Sammen med Samar, der slet ikke stiler efter madlavning, men hellere ville bruge en uge sammen med nogen hun kender end alene.

Fra skole skulle hun direkte videre på arbejde. Jeg forlangte undervejs at få melding om at hun nåede godt frem. Det fik jeg. Da jeg stod ved busstoppstedet havde Emilie længe været i læ af Centrets indelukkethed.

Jeg kunne ikke lade være med skjult at grine lidt af den unge pige, der i stopstedets læ forsøgte at sætte sit hår - som helt sikkert ville se lige så uglet ud, når hun to minutter senere skulle fra læ over cykelsti til bus.

Inden jeg nåede busstoppestedet, havde jeg fået sendt de sidste tre drenge hjem. Vi havde egentlig stadig en halv times åbningstid, men vinden blev kun vildere og da en af dørene udtil, som ikke var låst, men forsvarligt lukket pludselig sprang op i den vilde vind, blev drengene alligevel enige med mig om, at det måske var på tide at vende hjem. De lovede også at lade være med at cykle. Jeg håber de holdt hvad de lovede. Jeg gjorde. Lod cyklen stå og fandt i stedet bussen.


Oktoberstorm 28. okt 2013 - Volden ved Rødovre


Anders derimod, lod selvfølgelig ikke chanchen for en tur hjem over volden gå fra sig. Med forsikringer om at han var forsigtig og kiggede sig for - som jeg ikke er helt tryg ved - nåede han at se mere end et træ falde og endnu flere der var faldet.

Store træer - den store rodknold i bunden af et faldet birketræ fortæller han er langt højere end ham selv. Og Anders er temmelig meget tættere på to meter end jeg nogensinde kommer - selv med hænderne i vejret.

Jeg kæmpede mig hjem fra bussen. Valgplakaterne er ikke hevet ned af hærværksfolk i Rødovre. Det klarer blæsten. Jeg vil gætte på at trefjerdedele af alle skiltene enten er revet til ukendelighed eller ligger og flyder i buske og på veje.

Midt i vores betonforstadshelvede er der mange træer. Træer jeg er glad for. Træer der giver liv og får betonforstaden til at ses i bedre lys. I dag oplevede jeg et andet andet syn på træerne. Jeg er stadig glad for dem. Jeg har bare aldrig holdt så meget øje med hvert enkelt, i håbet om at de er stærke nok til ikke pludselig at knække over.

Jeg har varm the. Jeg lytter til vindens fløjten langs vinduerne. Og om en halv times tid pakker vi os begge ind og henter Emilie. Ikke om jeg vil lade hende gå alene hjem, når hun ved syvtiden får fri. Forhåbentlig er det værste overstået til den tid. Det ser ud som om det topper i Rødovre nu - skal jeg tro DMI.

prikker

2 kommentarer:

  1. Nu håber jeg, I har fået fragtet Emilie godt hjem!
    Imponerende billeder trods alt.... Har lige set på TV, hvor slemt der er ovre hos jer. Heroppe i Vendsyssel er der "kun" kraftig blæst og regn (endnu da).

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeps. AC. Vi er alle hjemme i god behold.. og stormen har vist lagt sig.. lidt :)

      Slet