Jeg havde tænkt mig, jeg skulle tidligt op i morges. Det kom jeg også, endda tidligere end jeg havde beregnet, og til de skønneste toner fra et hornorkester.
Tonerne steg op fra landsbyen, der er en samling etplansrækkehuse, der ligger lige neden for vores altan. Bebyggelsen er en del af vores boligselskab, men det kræver en vis alder at få lov at bo der.
Jeg tror det er et skønt sted at bo. En landsby, hvor alle kender alle, og alle passer på hinanden. Og hvor langt de fleste er glade. Jeg mødte i hvert fald kun glade smil, dengang Emilie gik med aviser og jeg en gang imellem vikarierede. Landsbyen var med på hendes rute, og helt klart den bedste del af turen.
Jeg stod op, og lod døren til altanen stå åben, så jeg kunne få fuld glæde af tonerne til I østen stiger solen op, Sku gammelt venskab rent forgå, Det er så yndigt at følges ad, og, mens forsamlingen dernede langsomt forsvandt mod fælleshuset og (formoder jeg) morgenkaffen, Benny Andersens musik til sangen om Nina og kaffen.
Min morgen startede skønt. Jeg tænker at guldbryllupsparret dernede har haft en endnu bedre start på dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar