mandag den 14. november 2011

Gad vide hvad tanken er


November 2011


Vores kælderrum skal tømmes. I den forbindelse bliver der sat containere op til opbevaring.

Vores kælderrum er formentlig af standardstørrelse, og pænt fyldt. Min forestilling var noget i retning af en meget stor container til hver opgang… Mindst!

Vores blok ligger sidst, så mens de første allerede er i gang med at tømme ud, har vi stadig tid at løbe på. Da Anders og jeg i lørdags gik langs rækken af blokke, mod indkøb, var de første containere sat op.

Noget i retning af de mindste containere jeg nogensinde har set. Anders kalder dem tyvefods. Een container pr blok. Vi taler blokke med 5-6 opgange i fire etager med 2-3 lejligheder pr etage – hver med et kælderrum.

Selv hvis vi pakker i flyttekasser og stabler grundigt, har jeg svært ved at tro andet end at vi alene kan fylde mindst en fjerdedel af sådan en container.

Jeg kan ikke lade være med at overveje tanken bag. Tror bagmændene helt alvorligt at hver kælderrum ikke indeholder andet end hvad der kan være i en enkelt flyttekasse? Eller er forestillingen at sommerens regnfald har ødelagt så meget at rummene alligevel er tomme?

Jeg undrer mig, og kan ikke lade være med at blive en smule nervøs ved tanken om, hvordan det rent faktisk skal fungere. Tanken om at mine ejendele skal stå hulter til bulter blandt andres, uden mulighed for en smule adskillelse er heller ikke særlig tiltalende.

Jeg har ingen anelse om hvor længe opbevaringen skal løbe over. Hvis nu der findes alvorlige skader i kælderen, hvor længe vil det så tage at udbedre, og hvad hvis jeg får brug for tingene fra kælderrummet? Det sidste kunne der nok tages højde for i opmagasineringsfasen. Visse ting kunne nok finde plads i lejligheden for en tid. Men alligevel. Det huer mig ikke.

Så jeg ringede til Shurgaard. De har plads. Til en pris jeg nok kunne have været foruden, men som budgettet godt kan holde til.

Nu er det så, jeg godt kunne ønske at enten Anders eller jeg havde kørekort og adgang til bil. For pludselig bliver planlægning af indkøb og hjembringelse af flyttekasser til nedpakning, for ikke at tale om den reelle flytning og tilbagekomst, når den tid kommer, en smule uoverskuelige… Og paniske.

Vi finder nok en løsning. Helst meget snart… Rummet skulle gerne være tømt senest 8. december…

Som  et ekstra kuriosum skal vi aflevere nøglen til kælderrummet. Det ser jeg ikke rigtig nogen grund til. Når rummet alligevel er tomt, er der vel ingen grund til at låse det. Min plan er i hvert fald at tage hængelåsen med op og lade døren stå åben… Er der fugtskader, skal der formodentlig alligevel ikke lukkes tæt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar