Der er nogle tankemønstre der rask væk kan generaliseres. Et godt eksempel er børnehavebørnene, der på ingen måde kan visulialisere pædagogerne uden for børnehaven.
Et andet godt bud er sjette og syvende klasses elever i en fritidsordning. Nok er de gået fra at pædagogerne bor på stedet, men amorinerne har i høj grad inficeret tankerne.
I løbet af de snart otte år, jeg har arbejdet i Caféen er jeg mange gange blevet spurgt “hvor længe har du gået i Caféen?”. Endnu en generalisering. For selvfølgelig går jeg i Caféen, og flere er gennem årene blevet overraskede over, at jeg faktisk får løn for at være der.
Tilbage til amorinerne. I løbet af de godt otte år, har Caféen - indtil i sommers da alting gik af lave, og vi lavede om på det hele – altid været befolket af to faste pædagoger. En kvinde og en mand. En god blanding til både piger og drenge, små og store, vilde og stille…
Nu er det så erfaringen har lært mig at generalisere, og at børn i sjette og syvende klasse generalt tror at en kvinde og en mand, der er sammen hele tiden (og her er det ligemeget at sammenkomsten er arbejdsrelateret), de må nødvendigvis være kærester. Jeg tror lige at tankerne om, at mænd og kvinder ikke kan være venner, grundlægges tidligt.
Til gengæld er der på ingen måde erotik i relationen mellem to kvinder.. eller mænd. Så bliver generaliseringen at vi er venner og veninder. Andet er helt utænkeligt.
Mange er de gange derfor, hvor jeg er blevet spurgt om jeg er kæreste med den nuværende arbejdskollega. Flest gange i forhold til den søde kollega, der stoppede dengang i sommers, inden vi lavede om på det hele. Formentlig flest gange, fordi han er den, jeg har arbejdet sammen med længst.
Fordomsfrie, det må man til gengæld sige at ungerne er - i lige den her situation. Jeg blev nemlig også spurgt dengang kollegaen var mindst tredive år ældre end mig, og bestemt ikke en jeg nogensinde kunne forestille mig at blive intim med.. men det er en hel anden historie.
Nu troede jeg så, at når jeg ikke længere har en fast makker, ville spørgsmålene ganske af sig selv ebbe ud. Men der kunne jeg godt tro om. Jeg troede det måske også fordi den eneste af hankøn, er min nærmeste leder. Ham der i sommers blev gift med en af skolens lærere, og som jeg var ret sikker på, alle vidste om.
På den anden side, skulle jeg måske have vidst bedre, da han for mindre end to måneder siden blev sat sammen med en anden af mine kolleger. Men det havde vi jo grinet af og så var den ikke længere.. Troede jeg.
Så i dag var dagen, hvor en af drengene nærmest sneg sig hen til mig, og ganske lavmælt spurgte om ikke Henrik og jeg er kærester?
Det er altid godt at have noget at grine af. Det bekymrende er så, at der faktisk var mange der gik rundt og troede.. Eller også er det bare sådan det skal være :)
Sikken en god historie, hahaha....
SvarSlet:D
SvarSlet