Festdag

Da jeg kørte fra den ene skole til den anden, fra hverdag til fest, stod solen som en kæmpe rund og glødende kugle lavt over hustagene og viste vej.

Billederne godtgør på ingen måde det smukke syn. Jeg gad godt et kamera, der kan tage både sol og månebilleder, der bliver gode og skarpe. Som kan gengive de afsindig smukke farver og ikke ender grynede. Det har jeg ikke, så jeg nøjes, og overvejer om ikke det ville være bedre at huske øjeblikket i hukommelsen til fordel for halvdårlige billeder.

Jeg løsrev mig fra solen og cykelde videre, derover hvor stemningen altid er god. Hos mine festkolleger. Mine kolleger, der kun er kolleger hver anden måned, når vi holder fest. Jeg elsker at komme hos dem, og jeg nyder de halvkvædede viser, skumle sætninger og slibrige kommentarer der flyder i en lind strøm fra hele bundtet. At de holder meget af hinanden og er et rigtig godt team, kan ingen være i tvivl om.

Inden den første time var gået, stod hundredeogtres Rødovrebørn på dansegulvet, i baren med salg af sodavand og slik eller sad i sofaerne. For langt størstedelen gjaldt at de hyggede sig og havde en dejlig aften. Nogen få synes der var kedeligt eller for mange mennesker. De kunne heldigvis tage hjem igen.

En enkelt meget lille dreng var blandt dem, der gik tidligt. En af den slags drenge, der ser meget yngre ud end de er, og som først begynder at vokse i højden, når alle de andre har rundet hundredeogfirs centimeter. En dreng, der helt sikkert hyggede sig, men som ser helt forkert ud sammen med resten af deltagerne.

Jeg spurgte ham om grunden til hjemturen, hvorefter han så på mig, med julelys i øjnene, og sagde: Jeg skal hjem og spise. Jeg smilede – det gjorde jeg, og glædede mig på hans vegne. Jeg kunne ikke andet, det kom fra hjertet.

Klokken har rundet midnat, jeg er endelig hjemme igen. Hjemme fra en dag, der har været lang, men som sjovt nok også er gået forrygende hurtigt.

Om lidt skal jeg sove – men først skal der lige strikkes en maske eller to. Bare for afslutte dagen i et roligt tempo.