Dagen derpå

Anders har været syg de sidste fjorten dage. Syg som i rigtig syg. Så syg at lægen ordinerede penicillin. Somme tider er det, det bedste. I det her tilfælde er der ingen tvivl om, at det var den rigtige beslutning.

Sygdom eller ej. Ingen kunne holde Anders hjemme, da vi i aftes var sat stævne ude i byen. Til mad og hygge. Til and af den bedste slags jeg længe har smagt. Noget med cola, salt og peber samt mange, mange timer ved lav varme i en ovn. Det var godt. Til strik, mænd i køkkenet og masser af snak. Efter fjorten dages sygdom, liggen i sengen og mange timer med søvn, kan der godt være mange ord, der presser på.

Så er det godt med selskab, der kan tåle hele den ordrigdom, der skulle ud. Ord fra alverdens afkroge af en hjerne, der nærmest har ligget i hi. Mange ord. Masser af ord. Så mange, at der næsten ikke var nogen tilbage, og stemmen blev en smule ru.

I dag har antallet af ord været kraftigt reduceret. Brugt op.

Stilhed er også dejligt.




I stilheden fik jeg afsluttet andet par af de mange sokker, jeg stillede mig selv som opgave. Omkring endnu to halve par var i god gang, da ungerne ringede. Var på vej. Ville hentes.

Sokkerne blev pakket væk. De skulle nødig ses. Jeg hoppede i tøjet og cyklede mod stationen.
Halvvejs mødte jeg ungerne, der havde masser af ord, efter en weekend hos det fædrende ophav. Vi stoppede ved hestene bag Ungdomsskolen, snakkede, nussede og nød vejret, inden cyklen blev lastet og trukket hjemad.