Mens jeg strikkede og fjernsynet kørte, satte Emilie sig med en saks og den tomme paprulle, der engang holdt garnet, der nu sidder i det strikkede. Ord sprøjtede ud af munden på hende, mens programmet kørte i baggrunden, maskerne byttede plads på pindene, og saksen klippede det ene hak efter det andet.
Hun lavede monstre – en hel familie, med navne og alt muligt. Nu står de på bordet, og Tante Olga holder godt styr på far og mor, Legolas og Ruth, og de to babyer, Lusy og Prut.
Det er nu meget godt med endnu en flok monstre, når Anders’ monsterhed er forsvundet, lægen konsluteret og staklen sendt videre til en hudlæge, der heldigvis har tid i næste uge. For der var vist noget med, at for to år siden… og måske er det noget, der kun viser sit grumme ansigt, når flere paragraffer er til stede, måske er det noget der kommer tilbage. Men forhåbentlig er der håb, om ikke andet, så for lindring. For monsterfjæset er faldet helt ned under fodsålerne, og det skulle efter sigende ikke være særlig behagligt med hævede fodballer og sikkerhedssko…
Så er det godt med papmonstre til at lave ballade. Det er også godt at et kørende fjernsyn er god baggrund for maskeskift. Specielt når der nu kan tælles manglende fire en halv omgang. For her tælles. Tælning er tydeligvis med til at holde gejsten oppe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar