Tilbage til hverdagen

Hvor mandag startede helt stille og forblev sådan, blev tirsdag så meget mere hektisk og fyldt med oplevelser.

Tirsdag er turdag, når det er ferie. Det er torsdag også, men der er jeg slet ikke nået til. Til gengæld var det pludselig mig, der tilbagevendt fra ferie havde ideer, og var den der besluttede. Siden Karina viste billeder fra et oversvømmet Trekroner, har tanken om at tage derud luret i baghovedet. Jeg ville have haft Emilie med, men nåede det aldrig. Nu havde jeg muligheden for at tage med Klubben.

Der er ikke mange børn de sidste uger af ferien, så bare syv ville med på tur. Nogle stykker blev hjemme, og da personalet begynder at vende tilbage, var der nok at tage af – både til ude og hjemme. Tre voksne og de syv unger fordelt på fem drenge, hvoraf et par stykker er af den slags, der skal holdes øje med og to af de små nye piger, der ingenting siger – den ene mindre end den anden. Der var grobund for en hyggelig tur.

Vi tog hele raden af offentlige transportmuligheder. Startede med bussen, hoppede på S-toget og endte i Metroen. På Kongens Nytorv kiggede vi på udgravningen, inden vi fortsatte til Nyhavn og endnu en transportmulighed. Båden lå klar til afgang, de mange mennesker der skulle med, skærmede for skiltet, så uden at tænke videre over det, endte vi i en båd med en forkert distination. Vi nåede at kigge på hinanden og beslutte at nyde turen, lige inden båden lagde til igen og de, der gerne ville af fik mulighed for det. Et større selskab skulle også mod Trekroner, og nåede at klage deres nød. Vi smuttede med af og måtte bagerst i den nye kø, der havde formet sig til den næste båd.

Ude på øen var stemningen umiddelbart noget skuffende. Var der virkelig ikke mere? Udpegningen af kanonstillinger, uden kanoner, gjorde ikke det store indtryk, og forøvrigt var de sultne. Vi startede derfor med jagt på et godt sted at spise, helst i skyggen, for der var bare varmt og solen stod lige på.

Med mad i maven meldte endnu et vigtigt spørgsmål sig. Hvor kunne de købe slik. Vi voksne mente ikke, der var store chancer for den aktivitet, men de måtte da gerne slå et smut forbi caféen, der viste sig at sælge is til dem, der havde penge. Det var der nogen der havde, andre var sikre på at huset på den anden side af indsejlingen nok solgte slik. Jeg gik med dem, overbevist om det modsatte, der viste sig at holde stik.

Men så fandt de en kanon – faktisk to, der stod med kurs mod land og så meget gammel ud. Pludselig blev det spændende. Kunne kanonen stadig bruges, skulle der udbryde krig? Hvem var det egentlig vi var i krig med, dengang fortet blev bygget? Hvorfor pegede kanonerne mod Danmark, hvis fjenden kunne være Sverige? Hvem var det første land Danmark nogensinde var i krig med? osv, osv, osv….

Jeg svarede det bedste jeg havde lært, og mente vi skulle indenfor i fortet. Drengene var med på ideen, vi hentede de andre og så blev der ellers udforsket. Mest i kassematterne, der bød på masser af fantasi. Den ene af drengene synes dog, det blev lige lovligt spændende, så jeg gik med ham ovenpå, kiggede på udsigtsposter og tidligere kanonstillinger, inden jagten satte ind på resten af selskabet, der pludselig var væk, foruroligende tæt på tiden for afgang, skulle vi nå hjem inden det blev alt for sent.