Messing og aluminium

Sidste år kom Anders hjem med et par fyrfadsstager til min mor. Stager han selv havde lavet på maskineriet, han arbejder på. De var superfine. Og helt unikke.

Da vi blev inviteret til kobberbryllup, var min første tanke at endnu et sæt måtte se dagens lys. Anders var med på ideen og tænkte tanker om udformingen.

Nu er hverken Anders eller jeg sådan en, der rider samme dag, som vi sadler, så pludselig var dagen for dagen temmelig tæt på, og jeg havde endnu ikke set nogen stager.

Tiden til trods, har der helt sikkert været mange tanker igennem om den endelige form, og da først han rykkede, gik det stærkt. Også det selvom det krævede flere meget lange aftener, og en sidste tur omkring fabrikken samme lørdag formiddag, som festlighederne senere skulle give grundlag for.

Helt unikke er de. Så unikke at de aldrig kan laves igen. Han har nemlig ikke bare brugt maskinel der forefindes naturligt, i de maskinelle omgivelser. Han har også håndslebet det værktøj, der skulle bruges til den præcise udforming af nederste del, med plads til fyrfad og rille til overstykket. Sådanne håndslebne værktøjer er ikke for enhver. Så da arbejdet var slut, blev værktøjet slebet ned, og findes ikke mere.

Det ville have været fint med kobber, det blev det ikke, og heldigvis blev brudeparret glade for kombinationen af messing og aluminium.

Jeg nøjes med at synes, at ham min kæreste; han er ret sej!

Som en ekstra bemærkning bliver jeg nødt til at tilføje, at når jeg sidder her og kigger på billederne, synes jeg de så meget flottere ud på Klaus og Bettinas sofabord. Nærmest som om de hørte til :)