På tur

Tirsdag er turdag når Klubben holder ferie. Så på tur vi skulle. For længe siden var planlægningen lagt til chefens private biograf (det er nemlig ret smart, med en chef der arbejder frivilligt i en biograf, og kan arrangere særforestillinger for hele SFO’en), men af uvidste grunde blev det aflyst.

Vores børn skulle nu ikke snydes, så i sidste øjeblik gik jagten ind på en film til en pris, alle kan være med på. Det endte med Palads og Poppers Pingviner. Med dansk tale.

Otteogtyve børn og seks voksne tog med både bus og tog til det forjættede land, og ungerne blev sluppet løs i slikbutikken, hvor lommepengene hurtigt fik ben at gå på. Senere fandt vi sammen igen, hyggede inden filmen, fandt frem til de rette biografstole, og bænkede os så ellers til film og en for Palads, stor skærmstørrelse.

Jeg kan stadig huske dengang Palads var store skærme og knap så mange sale.. Jeg synes stadig det er synd, at det hele blev skåret ned, mens antallet at sale voksede.

Vi fik set film, ungerne var glade og synes den var god, jeg er nok ikke så nem at dupere. Den var da meget sød, meget amerikansk og lidt for meget… Generelt er jeg heller ikke særlig vild med Jim Carrey, men her var han egentlig ret hyggelig, eller måske knap så overgearet. Jeg vil ikke afvise at der gik meget tabt med synkroniseret tale. Jeg synes tit, jeg oplever at mange detaljer i talen går tabt, når der oversættes. Og lige den her film er proppet med ordlege, der formentlig har gjort sig bedre på engelsk – men med børn helt ned til tredie klasse, duer det ikke med fremmedesprog og læsehurtighed.

Vi fandt toget hjem igen og skippede bussen, til fordel for at gå de lidt over to kilometer tilbage til skolen. Turen er gået et utal af gange og aldrig set som et problem. Jeg må indrømme, at jeg nåede at fortryde beslutningen om at danne bagtrop, da jeg endte med tre af de nye små tredieklassesdrenge, der tydeligvis ikke er vant til at gå.

Længe troede de seriøst, at selvfølgelig skulle vi med bussen, og da det endelig gik op for dem, at her skulle de flade konvolutter i gang, gik det bare langsommere og langsommere. Mens jeg naivt håbede, at nogle af de forangående ville få medlidenhed og vente, forsøgte jeg på alle tænkelige måder at få farten op.

At gå foran dem virkede ikke, så var det mindst en, der efter tre skridt var to meter bagud. At gå ved siden af dem virkede heller ikke. De sakkede bare agterud. Altså holdt jeg mig bag dem, hvilket også er den gængse måde, jeg gør det på. Men for pokker, jeg ved ikke hvor mange gang jeg måtte standse, for ikke at træde dem i hælene, eller i forsøget på at få alle foran mig igen. jeg hersede, jeg lokkede, jeg snakkede, jeg bildte dem ind, at de andre allerede var nået hjem – hvilket i vikeligheden nok var sandt – og jeg påstod hårdnakket, at de max skullle gå en kilometer… Lige meget hjalp det.

Og så skulle jeg tisse!