Ugen kort:
- Måske er det ferien, der banker på. Måske er det opsparet eksamenskuller. Jeg nyder mine mandage uden arbejde, uden studie, uden ret meget.
- Endelig blev det tid til kontrol af den brækkede arm, der viser sig at blive kategoriseret som et brækket håndled. Alt er fint. Der er ingen grund til at tro, der vil være varige men. Gipsen kan fjernes hos egen læge om to uger.
- Til gengæld viste røntgenbillederne at min tommel blev mast. Det skulle der gøres noget ved. I forvejen var jeg ikke imponeret af den lagte gips, der mest var i vejen, men det er sådan noget vel. Hvad ved jeg? To unge læger startede med et klip i forbindingen, der nok gav plads til mere rotation af tommelleddet, men også fik gipsen til at bevæge sig mærkeligt. De hentede Gurli. Gurli var kompetent, effektiv og lagde en ny gips. Denne gang kunne jeg selv vælge farve, og valgte lilla.
- Egen læge havde heldigvis tid om præcis to uger.
- Mens valgfagsholdet er i praktik, brugte jeg timerne som vikar i natur/teknik. Vi talte om fotosyntese og plantede bønner, børnene har spiret. Det var lidt som at komme tilbage til den grønne skole. Det kunne være spændende med natur/teknik undervisning. Engang.
- Det er vildt som en flok almindelige spørgsmål, kan få et par voksne til at reflektere og se rundt om et barn.
- Jeg hentede Oscar, der lige skulle spille dødbold og airhockey inden han var klar til at køre. Han cyklede, jeg gik, mens han gav mig gode råd og viden om brækkede håndled. Han har været der før mig, så han ved hvad han taler om.
- Vi havde en hyggelig aften, og han tegnede lidt på gipsen.
- Jeg hentede en pakke, der blandt andet indeholdt et broderistativ, der har vist sig at være genialt, og står helt stabilt. Jeg kan brodere med een hånd - det er ret lækkert. Også selvom hånden efterhanden kan ret meget - men der er også ting den ikke kan. Bøje i håndleddet for eksempel.
- På et tidspunkt tænkte jeg at de sidste projekter i håndværk/design skulle gemmes til næste år. Men. Vi nåede dem alle. Det hele kan pakkes væk, og nyt findes frem efter sommerferien.
- Også mine elever har tegnet på gipsen.
- Weekend med mulighed for bare at sove en time længere var godt.
- Mammografi på en lørdag var også en god ide. Jeg plejer at cykle, men hoppede nu på bussen. Hvidovre Hospital er meget lettere tilgængeligt, end jeg tidligere har tænkt.
- Tilbage blev jeg siddende i bussen og kørte videre til centret og biblioteket. Jeg fandt bøger om vikingekæder, for mine første tanker om det lokale valgfag jeg har sat mig på til næste år, skal måske gentænkes. Der skal være et bredt udvalg, og jeg har flere ideer.
- Der er varmt på tredje sal!
- I Vestbad er sommersæsonen gået i gang. Det betyder jeg ikke længere kan komme udenfor og bade lørdag morgen. Nu er der til gængæld åbent ude alle dage, bare ikke helt så tidligt. Planer skal derfor gentænkes, og jeg nåede et bad søndag efter 11.
- Senere mødtes jeg med mine tidligere kolleger, nu veninder i Anjas have. Det var skønt at se dem, det var skønt at få vendt alle tankerne og det var skønt at sidde ude, både i sol og skygge.






Læse:
Danmarks første rejsehold, officielt Rigspolitiets Rejseafdeling startede i 1927 under ledelse af Otto Himmelstrup. Jacob Jonia har genskabt holdet, der bestod af mænd, med hver deres speciale i forhold til opklaring af vanskelige sager.
Den yderste grænse er første bind om Rejseholdet, og Otto Himmelstrup bliver sendt til Esbjerg, hvor et sommerhus er brændt. Det er ikke let at komme fra hovedstaden til et politikorps, der ikke virker fantastiske, føler sig kigget over skulderen, nægter at byens bedre borgerskab kan have noget med sagen at gøre, mens sagen udvikler sig. Lige nu er der ikke mindre end to dræbte mænd.
Til at starte med var jeg lidt irriteret over fortællingen. Jeg mødte kun mænd, hvilket måske ikke er så mærkeligt i en fortælling, der daterer sig til 1927. Det hjalp da en kvindelig journalist dukkede op, og fra tid til anden får lidt anerkendelse.
Der er stadig mange mænd i historien. Sådan må det nok være, for historien er baseret på virkelige hændelser, politirapporter, obduktionsrapporter og samtidige aviser. Jeg går ud fra der også er lagt lidt til, for at gøre historien læseegnet. Og læseegnet vokser den stille og roligt ind i.
I øvrigt er der også lavet en filmatisering af bogen - Rejseholdet, det første mord fra 2025. Jeg har ikke set den, men måske får jeg lyst, når jeg har læst den.
Spinde:
I forbindelse med de sidste ugers håndværk og design, fik de af børnene, der var færdige, muligheden for at prøve at spinde. Nogen synes det var vildt sjovt, og lavet fint, rustikt garn. Andre opgav på forhånd. Nogen synes bare det var sjovt at karte, og nogen kom slet ikke i nærheden af ulden.
Det var let nok at vise hvordan man spinder, dengang jeg endnu ikke havde brækket håndleddet. Men, så var det, at jeg havde.
Jeg tænkte, jeg blev nødt til at prøve, Vise lidt, forklare og måske bruge børnene til den der forklaring. Men jeg kunne faktisk godt. Det brækkede håndled kunne godt håndtere håndten og uld og tvist og garn.
Altså gik jeg hjem og fandt den lille tyrkiske håndten frem. Den vejer ikke meget, og jeg må stadig løfte det, der svarer til en liter mælk. Jeg fandt også uld. Jeg ved ikke hvad det er for noget uld. Jeg købte det til Fiberfolk i Vejle forrige år. Jeg forestiller mig der er merinould i, og en hel del stelina, for det glimter.
Det er vildt let at spinde. Jeg plejer at pre-drafte inden jeg spinder - tække lidt i ulden og gøre den mere samarbejdsvillig. Det er overhovedet ikke nødvendigt. Jeg deler bare et par gange på langs, så den tot jeg står med ikke er for tyk, og spinder.
Jeg tænker sommerens rejseprojekt i forhold til Tour de Fleece er hjemme.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar