tirsdag den 1. februar 2011

Ren farce


januar 2011


I går faldt der sne – et fint pudret lag, der lå overalt.

I går gik starten på en farce, der er så morsom og tragisk at jeg har svært ved at tro det er rigtigt. Forhåbentligt kan der slås knude på den i morgen, og indtil da, kan jeg ikke meget andet end grine lidt i skægget.

Det handler om en regning. En regning der ikke vil betales. Men regninger skal betales. Også dem der tager på afveje og ikke vil samarbejde.

Måske skulle jeg have handlet tidligere, men mig og regninger er ikke altid gode venner. Jeg ringede, faktisk mere end en gang, men de svar jeg fik kunne ingen bruge til noget, så jeg lod stå til, stak hovedet i busken og håbede som en anden struds at det ville gå væk.

Men det gjorde det ikke, for regninger vil betales, og hver måned vokser de, når ikke de bliver betalt.

Det handler om TV og internet - egentlig også telefon. Telefonen er dog lige nu ude af billedet, for også det har udviklet sig til en farce.

For længe siden skiftede hele boligselskabet leverandør af de tre ting. Der var mange børnesygdomme, men regningerne kom – og blev betalt. Jeg tror der var mange klager, for der var meget at klage over. Efterhånden virkede alt som det skulle. Både blandt regninger, men bestemt også i det daglige med internet, Tv og telefon.

Men alle de der klager fra tidligere – jeg tror det var dem, der fik bestyrelsen til at se sig om efter nye græsgange. Vi fik et tilbud, der så mere end fornuftigt ud, og det samlede boligselskab stemte for en flytnning.

En flytning der viste sig ikke helt at indeholde det lovede. Pakkeløsningen viste sig at være uddelegeret til andre, så der ved henvendelse næsten hver gang bliver henvist til andre. Jeg har opgivet at få telefoninsk adgang til fastnettet, mens internettet fungerer upåklageligt og TVet egentlig ligeså – var det ikke lige for de der regninger.

Jeg får dem nemlig ikke – jeg får kun rykkere. Og de kommer desværre ikke hver måned (og så kan det være svært at betale!. Man kan heller ikke tilmelde en rykker til PBS). Jeg har ringet, men firmaet kan desværre ikke gøre noget, for de sender til den rigtige adresse og kan ikke forstå jeg ingen regninger får? Jeg kan ikke forstå jeg endnu ikke har modtaget et velkomstbrev eller at jeg dengang aldrig fik at vide hvordan jeg skulle stille mig i forhold til omstilling af internettet…

Pludselig stod jeg med en rykker for tre måneder – der endda viste sig at være flere måneder gammel. Altså ringede jeg igen, for hvordan kan det være? Damen i fredags kunne pludselig fortælle hvorfor hun ikke kunne gøre noget i forhold til regningen… Den bliver nemlig distribueret videre af PBS. Antenneforeningen kan ikke gøre noget. Jeg skal selv henvende mig og få ændret, så jeg får mine regninger.

Godt så!

I går måtte jeg ud forbi antenneforeningen. Fik betalt alle mine regninger – også dem jeg endnu ikke har fået og fik af den dame jeg talte med der, gentagne gange at vide at distributionen foregår via posthuset.

Posthuset og PBS er ikke det samme. Hvad skal man så tro. Og nej, hun havde ikke noget telefonnummer!

Godt så – igen!

Nu har jeg ringet til PBS – men de kan ikke hjælpe en privalkunde. Jeg skulle ringe til min bank. Så jeg ringede til min bank. De kan måske hjælpe. I hvert fald virkede damen, jeg talte med, som den mest kvalificerede til dato. Så jeg håber. Hun kunne endda se, at jeg skulle være tilmeldt PBS på netop den regning, men der aldrig er blevet trukket en eneste øre til den konto.

Så nu prøver vi igen. Damen bad mig finde PBSnummer fra Antenneforeningen og ringe igen i morgen – af uvisse grunde først i morgen – og tilmelde igen. Hos antenneforeningen lød de noget anstrengt, men fandt dog et PBSkundenummer, som forhåbentlig er det rigtige, og så prøver jeg igen i morgen….


januar 2011


Den fine pudrede sne fra i går er væk. Nu er her bare koldt. Så koldt at jeg fryser, selv indhyllet i sokker og tæpper. Så koldt at et par fyrfadslys giver varme.

Jeg tror jeg vil tænde et lys eller to, grine lidt af regningshelvedet og håbe på afklaring i morgen.

3 kommentarer:

  1. Hold da op en omgang. kan godt forstå du kke helt ved hvilken grimasse du skal finde frem. Det lyder jo helt skørt, men har hørt noget lignende før. Det må være så frustrerende at stå midt i sådan et rod. Håber at der nu kommer styr på det.
    Fortsat rigtig god dag!

    Kh. Irene

    SvarSlet
  2. Jeg håber Irene, og krydser fingre :)

    SvarSlet
  3. Hold da op! Det er da fuldstændig til grin :/
    Jeg håber det går i orden.

    SvarSlet