mandag den 26. februar 2018

Kulde, frost og et stort skab


Frosten vinder, og jeg pakker mig godt ind, inden jeg går ud.





Søndag blev brugt sammen med Sille og hele hendes familie. Jeg har kendt dem siden jeg var ni, og føler mig godt tilpas i selskabet.

Sille har købt et nyt skab, sådan et der vejer et ondt år og skal samles. Samlinger tager tid. Den gamle vesterbroske lejlighed med højt til loftet, stuk og skæve flader lå pludselig langt oppe, da vi løb op og ned ad trapper bærende på sider, bunde, hylder og alt det andet, der skal til for at samle et skab.

Sille havde indrulleret sin mor som barnepige, men al virakken betød at babyen ikke kunne finde sig selv, og inden vi så os om var Sille optaget af børnepasningen. Det var nok det bedste. I stedet tog Silles søster og jeg over, vi samlede de store dele, satte op ved siden af hinanden og fik de første to sektioner skruet sammen, så de ikke flytter sig.





Til sidst var klokken mange. Næste trin involverer larm. Skabet skal fæstnes til væggen, inden de store rullende skydedøre skal både samles og hænges op. Måske bliver jeg indkaldt igen, måske er Sidsel nok som hjælp. Vi spiste, vi ryddede nok gulvplads til at flytte sengen fra lodret til vandret, Sille så frem til at ligge ned, Rose havde ikke sovet og jeg fik et lift hjem.

Det var koldt og mørkt, da jeg stod uden for døren hjemme igen. Anders var for længst gået i seng, men havde brygget varm the inden. Emilie var nærmest lige kommet ind ad døren efter weekend-tøse-hygge og Mr. Grey på film. Hun havde nået at undres over hvor jeg var henne. Og da jeg endelig fik fundet mobiltelefonen frem, havde også Daniel forgæves forsøgt at få kontakt.


Nu er det mandag, ferien er slut, en ny arbejdsuge venter og jeg håber Sille fik en god nats søvn.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar