Nu vi er ved udfordringerne

En af de meget få strikketeknikker jeg så godt om aldrig kaster mig over, er flerfarvestrik. Jeg synes ikke det bliver pænt. Når jeg gør det altså. For andre kan godt.





Sidste år strikkede jeg nye vanter. De er allerede slidt så godt som i smadder. Håndtagene på min cykel er så smadrede at strikkede vanter hænger fast og bliver slidt, men med en ny cykel på vej, var tanken om nye vanter ikke langt væk.

Jeg tænkte vanter i flere lag. Vanter der varmer på kolde dage. Der står stadig pelsfoerede vanter på min ønskeliste, men det har ingen givet mig, så jeg holder mig til de strikkede. Men altså vanter med varme - og her dukkede tanken om flerfarvestrik op, for tråde på bagsiden giver et ekstra lag - og dermed ekstra varme.

Samtidig er vanter så overskueligt et projekt, at jeg måske endda kunne se en ende på det.





Jeg valgte Fiddlehead Mittens, og slog op i aftes. Jeg havde garn fra et andet projekt i flere farver liggende - farver der til dels er små stykker, fordi det andet projekt blev prøvet og pillet op. Små stykker kræver muligvis flere hæftninger - men på den anden side. Når der også er et strikket foer, kan hæftningerne næsten klares med en knude. Og klippede ender. Mellem to lag.







Foreløbig er jeg positivt overrasket over fremgangen. Det ser ikke helt så stramt ud som forventet - ej heller så løst som det kunne have været. Altså klør jeg på og ender måske endda med et par hele vanter med mønsterstrik.

Jeg har næsten styr på det der med to tråde over fingrene på een gang. Jeg overvejer Unikarinas fine perledims, og jeg kan ikke huske i hvilken rækkefølge garnet skal ligge for at skabe dominans. Det sidste er ikke vigtigt, jeg ved bare jeg ved det. Men lykkeligt har glemt det.