lørdag den 3. februar 2018
AoH
Jeg var ikke helt sikker på om jeg skulle forbi håndarbejdsmessen denne gang. Jeg havde ikke nogen at følges med, og jeg har ikke brug for noget.
Men så tabte jeg den lille dåse med vidundersalve fra G-uld, som jeg har altid har i tasken, købt for flere år siden, og trods masser af brug, nærmest stadig uberørt. Da det gik op for mig at G-uld var en af stadeholderne, var følgeskab knap så vigtigt.
Jeg synes det er superhyggeligt at følges med nogen, men jeg synes faktisk også det er rart at være alene. Jeg ser noget andet, kan tillade mig at bruge tid og fordybe mig på en anden måde, end når nogen potentielt står og venter.
Altså kørte jeg til Rødovrehallen. Jeg lod alt det fancy, lækre hjemmestrikkede tøj, der ellers er perfekt at vise frem på en håndarbejdsmesse, blive hjemme, og trak i stedet i træningstøjet. Det er muligt jeg snyder mig selv, men det er så meget lettere at køre op og træne, når jeg alligevel er ude af huset. (På vejen hjem - vel at mærke.)
Jeg fik salve, men ingen ny sikkerhedsnål fra Hornvarefabrikken. De havde ikke den rigtige model med, og det ser ud som om den er udgået fra sortimentet. Måske finder jeg en dag en ny, som erstatning for den jeg købte - og ødelagde.
Hjemmefra havde jeg også planlagt et ekstra sæt pinde i størrelse 3 - enten knækker jeg dem, eller måske sidder de alle sammen i igangværende projekter. Det sidste er ikke usandsynligt. Hvad jeg ikke havde planlagt, var en dims til strikkegarn, eller broderikits i flere versioner. De sidste blev pludselig vigtige.
Jeg havde heller ikke planlagt at overveje ny symaskine. Eller jeg har overvejet at min symaskine synger på sidste vers. Den er brugt. Den er godt nok kun tyve år gammel, men jeg har kørt den hårdt, og det irriterer mig at den ikke syr pænt længere.
Da jeg nu stod der, omgivet af symaskinesælgere, synes det en god ide at få en snak om muligheder. Jeg kom derfra med gode ideer og et tilbud, der desværre ikke varer uendeligt.
Det var ikke fordi der var meget nyt under solen, men det var faktisk rigtig hyggeligt, og jeg gik derfra med en konstatering om, at jeg tydeligvis bruger flere penge når jeg er alene af sted, end når jeg er sammen med nogen...
Tankevækkende...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det ser godt ud! Tror, jeg skal en smut derud i dag. Skal købe lidt garn til gaver. Det må man nemlig godt. Altid....
SvarSletBestemt, Christunte, bestemt :)
SletJeg så dig godt i samtale, så jeg ville ikke forstyrre. Jeg var også der inde alene, var ikke min plan at skulle der ind men blev alligevel rastløs og måtte der ind. Jeg vil give dig ret, det var skønt at være alene, rigtig tid til fordybning og høre 2 foredrag. sjovt der kom også en del broderi med mig hjem, intet garn syntes det garn og strik ikke rigtig fornyer sig, ellers er jeg blevet meget forvent, det er nok det sidste.
SvarSletViolykke, jeg tager mig selv i kun at købe garn til messer, hvis jeg på forhånd har en plan. Du skulle da have sagt Hej :)
Slet