Jeg havde ingen intentioner om at skulle ind til Slotskirken. Jeg synes det er en fin mulighed, men havde ikke selv behovet - kunne fint tænker pæne tanker på afstand. Den beslutning blev hurtigt ændret, da en snak med Emilie fik synliggjort hvor langt der er mellem liv og død i nutiden. Hvor amputeret livet er blevet, når døden ikke længere må være med.
Hun kunne på ingen måde forholde sig til tanken om at stille en afdød - omend pakket ind i en kiste - til skue for alverden. Hun synes det var grænseoverskridende i en grad, så jeg på stedet besluttede at selvfølgelig skulle hun have den oplevelse.
Jeg ville at hun skulle opleve, at døden også kan være fin og smuk og uden alt det negative hun fandt frem. Det handlede hverken om Kongehus eller Prins Henrik, han blev bare facilitatoren for projektet.
Emilie var ikke enig. Så jeg lokkede med sushi og kaldte det en del af hendes opdragelse. Sagde at det var en vigtig oplevelse for hende, også selvom hun ikke på dagen ville kunne se noget som helst i det. Hun var ikke tilfreds, men endte med at indvillige.
Altså tog vi til byen i dag. Emilies skole slutter omkring klokken to, jeg havde morgenvagten i den ferieramte klub (jo i Rødovre ligger vinterferien i uge otte), og kunne gå fra skolen omkring klokken to. Cirka kvart over tre stod vi på Rådhuspladsen og satte næsen mod Kanalerne og Christiansborg.
Jeg havde en naiv forestilling om, at langt størstedelen af alle dem, der ville forbi og sige et sidste farvel, havde brugt weekenden. Emilie mente stort set det samme, omend hun talte en del om at alle måtte være på arbejde. Ingen af os fik ret.
Da vi kom ud fra Rådhusstræde og kiggede mod Frederiksholms kanal blev vi mødt af et hav af mennesker. Køen bugtede sig fra Ridebanen over Marmorbroen mod Stormbroen og op langs Vindebrogade mod Slotskirken.
En kø af den størrelse havde jeg set billeder af på tv, og blev ikke afsindig overrasket. Overrasket blev jeg til gengæld, da vi halvvejs mellem Stormbroen og Marmorbroen blev stoppet af enden af køen, der fortsatte over Marmorbroen, gennem portene, langs Ridebanen hele vejen op til Christiansborg og tilbage igen gennem søjlegange, inden turen gik langs ydersiden af slottet, over Bertel Thorvaldsens Plads, rundt om et aflukke med medievogne fra hele verden (eller i hvert fald Europa) videre langs Thorvaldsens Museum og Slotskirken til trappen og den velbevogtede indgang.
Lige knap tre timer tog det. Tre timer, jeg synes gik hurtigere end forventet og tre timer, jeg er overbevist om, at Emilie synes sneglede sig af sted. Da vi var godt over halvvejs, lod jeg Tøsebarnet holde pladsen i køen og gik på jagt efter varm kakao. Det hjalp - lidt.
Selvom hun stadig synes jeg er tosset, ikke kan se ideen og mener vi har spildt tiden i kulden, synes hun kirken var smuk og lagde mærke til meget mere end jeg havde forventet. Om oplevelsen var helt så fin og smuk som jeg havde forventet, er jeg ikke sikker på. Jeg er ikke sikker på jeg selv synes det. Men jeg vil stadig mene at hun havde godt af det.
Jeg mistænker min mor for samme tanker, dengang Dronning Ingrid døde og folket også havde muligheden for at tage afsked. Dengang var det min mor, der tog mig med derind - og skal jeg være helt ærlig, var min oplevelse dengang nok ikke væsensforskellig fra den oplevelse Emilie havde i dag.
Vi sluttede dagen med sushi og en smule snak om liv og død.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar