Inden jeg for alvor kom i gang med de roterende strømper, ventede et projekt, der har taget tid. Slet ikke nær så meget tid, som jeg havde forventet, men dog alligevel tid.
Sjalet af mohair til Emilie. Sjalet der mest af alt føles som at sidde med sytråd. Sjalet som er dejligt og blødt, men som bare slet ikke passer til mit temperament at strikke - og det er ellers sjældent min tålmodighed rammer loftet.
Jeg kunne da ikke holde mig fra strømperne, og er slet ikke færdig. Men jeg havde også en delvis beslutning om at nu skulle det sjal være færdigt. Så med to eller fire pinde ad gangen - og en hel del flere, da først enden var inden for rækkevidde - blev det færdigt engang i går formiddags.
Spændt ud på Emilies seng, ventede det på Tøsebarnets hjemkomst, og derefter ventede det lidt endnu, for det var stadig vådt.
Det blev så fint, med de to farver og en smal hvid kant yderst, der ser ud som kunne det ikke være anderledes, men egentlig var fordi der ikke var mere af det andet.
Blødt, blødt og dejlig varmt, faldt det om halsen på Pigebarnet, da det endelig var tørt og moderen havde foreviget på plænen nedenfor.
Og selvom det var forfærdeligt at strikke, har jeg allerede glemt det.
Flere billeder findes her.
Åh, hvor er det smukt og fint. Det må være skønt at tage om sig i de kølige dage, der venter os.
SvarSletGod dag til dig, klem
Det er meget smukt, det ligner jo en sommerfuglevinge
SvarSletMette, det er skønt :)
SvarSletEvi, der er noget let og næsten flyvende over det :)