Garn-flugt

Ned ad Hvidovrevej kørte jeg. I det høje gear. Jeg skulle hente garn. Jeg skulle strikke.

Lige syd for motorvejen mærkede jeg et ryk i tasken og undrede mig over, hvem der kunne hive i min taske, mens jeg sad på cyklen – og cyklede. Et kig over skulderen afslørede ingen og jeg fortsatte turen. Fem meter længere henne gik det op for mig at rykket stammede fra et nøgle garn, der var hoppet ovenud og vistnok i gerningsøjeblikket var kørt over af en bil.

Mig stoppe, mig kigge, mig ikke helt forstå.

På den anden side af vejen … og den er ret bred, der lige efter afkørslen til motorvejen… så jeg en mand, der bøjede sig ned og roede med noget, der godt kunne være mit garnnøgle – retningen af garnet fra min taske taget i betragtning.

I et hul mellem bilstrømmen trak jeg afsted med cyklen, halvvejs over vejen. Stoppede på midten, hvor der var masser af plads, og fyldt med brosten, der ikke var beregnet til biler. Fra hellen havde jeg frit udsyn over vejen, og kunne ret hurtigt konstatere at mit nøgle ikke lå på den anden side af vejen.

Det lå et eller andet sted længere tilbage på den side jeg kom fra.. kunne ikke lige se det. Men jeg kunne se masser af garn i fri flugt, bølgende hen over den på det her sted temmelig brede vej.

Jeg kunne have hevet ind, men foretrak at vinde. Midt på vejen. Med cyklen som makker. Jeg vandt, og vandt – en større og større bold, mens jeg kun langsomt hev garnet i land, og sørgede for ikke at hive for hårdt, når bilerne passerede.

Endelig nåede garnet midten af vejen og vi vendte om. Garnbolden, cyklen og jeg. Trak derhenad, mod noget der lignede enden af den meget lange snor, jeg lige havde reddet fra et liv midt på Hvidovrevej.

Der var ikke meget tilbage, af det der næsten havde været et nyt nøgle. Til gengæld kan jeg konstatere at bomuldsgarn godt kan tåle at blive kørt over.. det ser ud til stadig at virke.

Om ikke andet er jeg sikker på, nogen har fået et godt grin – der midt på Hvidovrevej!