lørdag den 25. september 2010

Tastetimer


Aftenhimmel


Lørdagen har været langsom og i det store hele fyldt med ingenting.

Jeg havde en plan, men ikke alting vil som jeg, og overspring har været min ven hele dagen. Lige nu kører det – så længe pauser kan indlægges med langt tættere mellemrum end en arbejdsgiver nogensinde ville bifalde.

Målet er i sigte, og det som på et tidligere tidspunkt så forfærdeligt ud, ændrer retning og bliver som jeg havde set det for mig, dengang projektet satte de første spirende ideer igang.

Et andet projekt ligger i støbeskeen, og her bliver endnu mere tid til tankevirksomhed og henblik på nemme løsninger.

Overspringene har desværre ikke båret den helt store frugt, men der har været tid til spil med Emilie, computersnak med Daniel, udsigt mod en aftenhimmel, der aldrig rigtig gør sig i kameraret indre og computeren gløder, mens arbejdet skrider frem.

For arbejde er det – hjemmearbejde, i det elektroniske tegn. Det månedlige nyhedsbrev skal have nye rammer. Ikke at det pinedød skal, men jeg er blevet træt af det gamle og hvornår er et bedre tidspunkt, end årets første udgivelse.

Den mere tyngende del, der endnu ikke er åbnet op for handler om vores stedlige hjemmeside, der pinligt nok, ikke er opdateret i lidt for lang tid. Den bliver det heller ikke, så i stedet for drømme om “at selvføgelig gør vi det”, går tankerne mod en mere statisk version, der alligevel ikke bliver for kedelig at se på.

Jeg har endnu ikke fundet den rigtige løsning. Men jeg er sikker på, den nok skal dukke op.

Helst inden for længe!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar