Der er forskel på årgange, og hvor vi sidste år var heldige når en enkelt dobbeltportion boller var spist fredag eftermiddag er det sjældent der er nogen tilbage af de to dobbeltportioner, der skal bages i år.
Når der er forældremøde skal der selvfølgelig også bages, og med en viden om at fritidsdelen oftere bliver prioriteret fra til fordel for møder på skolen, har vi forsøgt at lokke, for på den måde at få hold i forældrene.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer og jeg indrømmer også blankt at jeg selv hellere gik til møderne på skolen i forhold til møderne i fritidsordningen, vel vidende at mine børn brugte mindst lige så meget tid der, som i skolen. Så længe ungerne var tilfredse med deres fritid og udtrykte glæde over de voksne, oplevelserne, tilbuddene og mulighederne har jeg ikke haft brug for at møde op og bruge tid, der så ville gå fra netop mine børn.
Jeg går ud fra det er samme tanker, der gør at jeg i går sad med en enkelt forælder.
Men altså der skulle bages. Og jeg bagte. Brød til ost, pølse og frugt og æblekage til kaffe og småsnak.
Helt som jeg plejer fandt jeg røremaskinen frem og tilsatte ingredienser der efterhånden som der er bagt mange gange, sjældent måles op. Et viskestykke over og hen i hjørnet til hævning, inden det senere kunne omdannes til to brød.
Jeg undrede mig godtnok over hvor meget dejen var hævet og at den fyldte godt op i formene. Men glemte at tænke efter. Først da begge brød var smækket i ovnen gik det op for mig, at med vanlig præcision havde jeg fyldt i røremaskinen til en dobbeltportion. Hvilket burde have udløst fire brød.
Jeg bagte, kiggede, vendte ud af formene og lod brødene stå langt længere i ovnen end de ville under normale omstændigheder. Men ak, da mødet gik i gang og brødkniven kom i sving, måtte jeg se i øjnene at den klump dej aldrig bliver til brød.
Kanterne derimod, var fine og da ikke vi var mere end to, var der masser af gode kanter til en skive ost sammen med snak om pigebørn, hytteture og skoleskift.
Fnis, det kunne lige have været mig ;)
SvarSletDa jeg arbejdede som lærer, var der også det problem med, at forældrene ofte prioriterede skolemøderne højere end fritidsmøderne.
Indtil vi lagde dem sammen. For mine fantastiske pædagogkollegaer arbejdede jo lige så meget med børnenes dannelse og udvikling som jeg. Med andre redskaber og med resultater med børn, som jeg nogle gange havde svært ved at nå.
Så vi slog pjalterne sammen og lavede formiddags/eftermiddags-undervisning, hvor vi for eksempel lavede musical og cirkus sammen, skrev rollespil i dansktimerne, hvor både jeg og pædagogen var sammen med børnene.
Vi holdt fælles forældre/ børne-samtaler, hvor vi på den måde kom rundt om hele barnet i stedet for kun det skolefaglige.
Vi holdt fælles forældremøder, hvor vi flettede vores indlæg ind i mødet, så forældrene ikke listede af, når undervisningsdelen var slut.
Så jeg prøver altid at slå et slag for alt det dannelsesarbejde, der bliver lavet i fritidsordninger- og klubber. Fortæller, hvad rollespil (som rigtig mange klubber og sfo'er i vores område prioriterer) gør ved vores børn i forhold til deres roller indbyrdes...
klem
Mette, det lyder som en rigtig god ide, og umiddelbart kunne jeg også implementeret hos os - i indskolingen.
SvarSletSom ungerne bliver større bliver der længere og længere mellem skole og fritid. Ikke at der ikke kan arbejdes på det, og hos os er der masser af planer og gode viljer, men det er langsigtet og svært at ændre på gamle vaner.
Jeg er sikker på det kommer og indtil da, er vi nok som pædagoger nødt til at tænke tanker omkring hvorfor og hvad vi kan gøre for at ændre på mængden af fremmødte og interesserede forældre.