Natteroderi

Jeg misunder ikke småbørnsforældre. Måske havde jeg glemt det - fortrukket til tågerne - men jeg skal lige love for det vendte tilbage, så jeg lige nu ikke er i tvivl.

Gårsdagen var fantastisk, et dejligt barn, der hygger og giver udtryk for både glæde og mindre glæde, så ingen er i tvivl. Et barn, der formår at hygge sig alene med klodser og brikker. Et barn der gerne er social med de andre, men lige så gerne er i eget selskab. Et barn, der falder i søvn ca to minutter efter at have ramt puden. Et barn jeg gerne passer igen.

Det føltes nærmest som venstrehåndsarbejde, og et kort øjeblik kunne jeg næsten forledes til at ønske mig tilbage til dengang mine egne var små.

Formiddagen i dag var lige så skøn. Et glad barn, der hyggede, spiste kusinens specialfremstillede havregrød, knasede kiks i min seng - for nogen gange må man gerne, selvom det ellers er forbudt. Et barn der kiggede bag forhæng, nynnede glade børnemelodier og synes ham fætteren gerne måtte vågne.

Men natten!

Jeg vidste godt han vågner nogle gange. Jeg vidste godt han bare skal aes lidt og så falder i søvn igen. Men det er mange år siden jeg var der sidst, og selvom natten på ingen måde var forfærdelig, endte jeg alligevel med en søvn, der på ingen måde gav hvile eller udhvilethed, for antennerne var slået stort op og hver eneste gang, der lød den mindste lyd, stod jeg klar til at putte igen.

Lige nu har jeg det som dagen derpå - eneste ønske er Cola og tidligt i seng. Da Ungersvenden så ud som jeg føler mig (og havde en helt anden og måske i virkeligheden bedre grund), var der ikke langt fra tanke til handling, da først drengebarnet var hentet. Nu sidder eller ligger hele hustanden mere eller mindre brak, med Cola og chips inden for rækkevidde.

Min lørdag indeholder heldigvis ingen planer - og det har jeg ingen intentioner om at ændre på!