Mandagsbegivenheder

Mandag startede stille. Lidt for stille. Ungersvenden havde glemt at informere om sene mødetider (eller også havde jeg glemt det), med et ønske om computer- og spiltid til følge.

Temmelig slukøret måtte han øjeblikket efter konstatere at udgangen ud af huset var død.. som i stendød.

Heldigvis findes der spil, der ikke nødvendigvis kræver netadgang, men irriterende… Jo!

Den ny udbyder har ikke imponeret mig. Alt for meget virker ikke, alt for mange gange har jeg ringet med problemer, der aldrig skulle have været. Alt for tit tænker jeg lusede amatører og føler mig godt og grundigt snydt.

Den opsætning vi blev forevist, er ikke det vi har fået. Vi fik et billede, der ikke kan leves op til. At nettet er nede og der arbejdes på det, kommer pludselig ikke bag på mig.

På toppen af alle problemerne og de evindelige opringninger, vejrer velkomstbrevet, der i tide og utide er blevet snakket om, som en indgangsvinkel, fyldt med informationer, koder, tal og garenteret også alle de telefonnumre, jeg ikke har… for efter mindst fire gange at have bedt om det – er det stadig ikke ankommet.

Jeg tror jeg klarer mig fint uden!

Senere blev mandag anderledes hektisk, for da arbejdsdagen brød ud viste der sig et regulært mandefald, fra alle sider med gode grunde. Vi kan løbe stærkt, kan vi – når det bliver nødvendigt. Heldigvis blev vi beriget med en flok unger, der i dag bare kunne selv.

Alligevel måtte jeg tage en dyb vejrtrækning, fem minutter i lukketid, da trætheden kom snigende og viste tænder.

Hjemme ventede de lækre ingredienser, der skulle have været spist i går, men af uransagelige grunde ventede til i dag. Jeg troede Anders stod for køkkenet, men han havde om muligt endnu bedre grunde til at gå i gulvet end jeg.. Altså måtte jeg til det alene – og tænk det blev supergodt.

Men sig det ikke til nogen – jeg prøver stadig at bilde hele Verdenen ind, jeg ikke kan lave mad…