Holdånd og spilleglæde

Vi har ikke fine kampuniformer. Vi har en flok ens trøjer. Resten af udstyret må de selv komme med, med et noget broget syn til følge. Vi har ikke trøjer nok, så inden udskifterne kommer på banen, må de bytte.

Men vi har glade unger, der gad og gjorde det bedre end godt.

Vi vandt ikke, men vi havde holdånd. Vi havde sammenhold og glæde. Vi havde drenge, der gjorde det bedste de kunne. Vi havde spillere der spillede fantastisk. Vi havde fabelagtige redninger og en føring overfor ærkerivalerne, der desværre ikke holdt. Vi havde spillere der spillede godt – bare ikke sammen, men som heppede på hianden, havde overskud til at glædes over redninger og gode detaljer. Kort sagt havde vi en flok drenge, der gav det bedste de kunne – på alle planer.

Også selvom vi ikke gik videre, og det var koldt og alle frøs, da vi endelig kunne tage hjemad. Eller for nogens vedkommende videre til træning.

Jeg har ikke noget problem med at vi ikke vandt, men jeg bliver tvær og føler uretfærdighed, når voksne ikke tager deres del af ansvaret. Når det hold der skal stille med dommer bare tager hjem, for de er færdige med deres kampe og så må vi andre klare os, som vi bedst kan. Jeg bliver sur når vinderholdene i den anden pulje vinder, fordi de stiller med 8. klasser til en 6.-7. klasses turnering. Jeg bliver arrig når der i den grad ikke bliver vist respekt for de hold, der kommer for at have en sjov dag, for at være sammen med andre på tværs.. og selvfølgelig også helst vinde.

Jeg bliver næsten endnu mere pissed, når det ender med et skuldertræk og et “Det sker hvert år. Vi ved det jo godt. Der er ikke rigtigt noget at gøre ved det…”

Hvor vil jeg gerne være med til evalueringen af forløbet. Og hvor vil jeg gerne uddele øretæver og finde på straffe, der desværre nok kommer til at gå ud over de børn, hvis voksne ikke forstår at deltage på lige vilkår.

ÆV!