Søndag morgen

Søndag er sidste dag i ferien. Hverdagen banker allerede på, for nyhedsbrevet, der skal være klar til i morgen, er jeg endnu ikke begyndt på. Det kommer til at vente lidt, for søndag er også BedsteVenindens fødselsdag.

Jeg har været tidligt oppe – tidligt for en ferie. Her er stille, begge børn har fundet overnatning andetsteds. Jeg har badet og hygget og skal snart afsted.

Endnu engang er vi lige gamle – BedsteVeninden og jeg, og hun har inviteret til brunch. Efter overvejelser ringede hun og spurgte om jeg ville komme, hvis eneste andre gæster er familie. Hun havde besluttet at kun de nærmeste ville der være plads til, men der blev også plads til mig.

Familien er ikke farlig. Jeg kender dem allesammen, med et langt venskab bag os, kender jeg dem, kender deres vaner og uvaner, har set niecer vokse op og forældre blive ældre.

Næste år må det være 30 år siden, hun stod der som ny elev i 3. klasse og som den nye og spændende pige hurtigt blev lagt beslag på af den førende pige i klassen. Men meget ændrede sig, og pludselig var BedsteVeninden den førende og kastede sine øjne på mig.

Gennem årene har vi med mellemrum set eller ikke set hinanden. Dengang jeg tog på efterskole skrev vi fliggigt sammen, dengang jeg startede på HF og fik weekendarbejde og gjorde rent på Hvidovre Hospital overnattede jeg ofte i hendes seng, det var tættest på. Hun var ikke altid hjemme, men jeg kendte stedet, kunne finde tallerkener og mælk til morgenmaden. Jeg følte mig hjemme og behøvede ikke andre end mig selv og en sludder med hendes mor.

Årene sammen med ungernes far fjernede os lidt fra hinanden. Vi havde nok i hver vores, kæmpede begge med forhold, der ikke gjorde os godt, men endte sjovt nok også næsten samtidig med at bryde ud og komme videre.

Jeg endte i et par lejede værelser med det mest nødvendige og ungerne. Hun boede næsten lige rundt om hjørnet og for alvor blev venskabet taget op. Vi snakkede hver dag – flere gange og alle weekender uden børn, var tilegnet hinanden.

Siden er jeg flyttet længere væk igen, har fundet manden i mit liv og opbygget nyt, men venskabet holder. Vi snakker måske ikke helt så tit, men vi ved hvor vi har hianden og intet er for småt til at blive vendt. Vi kender alle hinandens hemmeligheder og behøver ikke altid ord for at forstå.

Om lidt skal jeg afsted, og fejre en helt specielt person, der betyder mere end jeg måske ved.

Gad vide om det er muligt at finde blomster sådan en søndag formiddag på vej fra Rødovre til Frederiksberg…