mandag den 26. oktober 2009

Slow weekend


Ungerne var hjemme i efterårsferien og pludselig var der gået temmelig lang tid uden besøg hos Farmand. De glædede sig og tog afsted i højt humør. Et pludseligt skift i togtrafikken, der satte spørgsmålstegn ved om, de ville nå lyntoget fra Høje Taastrup satte dog gang i en lettere panik med flere telefonopringninger til følge.

De kom godt afsted, nåede toget og blev hentet i den anden ende.

Tilbage sad jeg, for Anders tog på arbejde lørdag for at ende aftenen ved et svendegilde, der trak ud og blev helt så drengerøvsagtigt som det kunne ønskes.

Hjemme trak jeg stikket ud, placerede mig i sofaen med udsigt til 24 afsnit af Matador og hygge med garn.

Jeg har strikket, hæklet og hæftet ender i en uendelighed mens langt størstedelen af den Korsbækske Danmarkshistorie har løbet over skærmen. Kun afbrudt af et par udflugter for provianteringens skyld og en enkelt tur til biblioteket, har jeg siddet inde med tændte stearinlys og totalt afskåret fra den omkringliggenden verden.

Søndag aften holdt jeg en pause og hentede ungerne ved stationen, snakkede, hyggede, spillede og læste højt før de endte i deres senge og jeg igen satte mig med strikketøj og afsnit nummer 20.

Som et af projekterne har jeg strikket sokker og kan nu lægge første afsnit af årets praktiske decembermorgengave væk. Hvor praktisk det i sidste ende bliver, ved jeg endnu ikke, men jeg ved at begge unger gerne vil have sokker – og hvorfor så ikke pakke dem ind.

Et besøg på nettet gav mig adgang til sokker strikket den anden vej og det første par strikket fra tåen og opad er ved at se dagens lys. Det er smart, når et nøgle skal række til en sok. Så længe foden er lang nok, fortsætter benet bare til der ikke er mere garn. Det skal prøves igen og selvom der allerede er regnet lidt på første par, kræver det nok endnu et par beregninger inden opskriften hænger helt fast og synes rigtig for mig.

Nu er det mandag og med sene mødetider kan weekendens slowmotion trækkes et par timer mere, før hverdagen starter med planer om weekendens hyttetur – det bliver så godt og jeg glæder mig.

4 kommentarer:

  1. Synes den er en skøn evne du besidder, at kunne trække stikket ud, sætte dvden i gang og bare være til med dit strikkeri :-)

    SvarSlet
  2. Losarinas mor, jeg har altid været god til at lukke både øjne og ører for omverdenen.. og jeg nyder det :)

    SvarSlet
  3. Kære Pernille. Jeg glæder mig bestemt over at du øver sokker den vej rundt for den metode ville jeg gerne lære. Og så er det jo heeeldigt at næste strikkeaften er en sokketemaaften. hihi

    De er nu flotte syntes jeg, dine sokker :)

    Håber at Emilie er kommet godt hjem og har fået varmen igen.

    Knus Henriette

    SvarSlet
  4. Så må jegg hellere øve noget mere Henriette, for jeg ved ikke rigtigt om jeg er i stand til at videregive metoden endnu... Men mon ikke det kommer :)

    SvarSlet