torsdag den 9. april 2020
Oscarleg
Dagens Oscarleg var en gentagelse af i går. Bortset fra at Emilie kom forbi den hjemlige legeplads i går og at Oscar synes sand smagte godt i dag.
Billederne er fra i går, jeg lod kameraet ligge i tasken i dag.
Vi legede med sand, det er sjovt at grave, det er sjovt at lave figurer, det er lidt sjovt at kaste med (selvom de voksne synes man skal lade være) og det lyder åbenbart sjovt mellem tænderne.
Vi rutsjede. Vejen op til rutsjebanen går via tre platforme. Den nederste kan han ikke selv komme op til, den er for høj, Men han kan kravle fra den første til den anden og videre til den tredie. Han sætter sig selv og har slet ikke overvejet andre stillinger end siddende og han kan selv rutsje ned. Jeg griber ham i bunden, så han ikke får overbalance og ender med næsen i sandet.
Stangtennis er sjovt. Den første gang vi var på legepladsen brokkede han sig lidt over snoren uden bold. Han lignede en, der havde prøvet det før. Anden gang fandt han bolden med resten af snoren og jeg bandt dem sammen. Det er sjovt at slå til bolden. Det er sjovest, når den vender tilbage og rammer ham. Heldigvis slår han ikke så hårdt.
Gyngen er fantastisk. Men det kan også blive for meget. I dag prøvede han at ligge sig ned. Det var lidt sjovt, men også lidt ikke så rart. Så han satte sig op igen, og prøvede det der med at ligge endnu en gang ... men nej, det er ikke godt.
Der er også en bold på legepladsen. Den kan man sparke til, og kaste og trille til hinanden. Den er lidt flad, men det gør ikke noget. Næste gang må jeg alligevel hellere huske at tage min egen bold med.
Når der bliver en næste gang. For Oscar tager på weekend hos Bedstemor, og kan først lege igen på mandag. Jeg overvejer om mandag er dagen, hvor vi skal køre en lang tur med cykelvognen. Der er en kæmpe mere inden for overskuelig rækkevidde.. men er der også mange mennesker der?
Og forhåbentlig er de raske hos Bedstemor.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar