onsdag den 9. maj 2018
Rosenfoldning
Det ultimativt mest læste indlæg på bloggen her, i løbet af konfirmationsmånederne, er indlægget om de foldede halvtredser-roser. Jeg kan godt forstå det, for det er en god gaveide til en konfirmand.
Når indlægget sådan lå og lyste mig i møde dag efter dag, var det muligvis derfor jeg huskede de foldede roser, og besluttede at det selvfølgelig skulle være gaven til årets konfirmation.
Da jeg havde været Arken rundt, endte jeg derfor i Arken Café, hvor jeg både fik frokost og samlede alle de i forvejen forberedte roser til en buket med tyve stilke.
Jeg havde ikke nogen overvejelser over udvalget i cafeen, men blev overrasket på mere end et niveau. Dels var der fyldt med mennesker. Ude i museets gange og haller havde jeg slet ikke mødt så mange, og dels viste menukortet sig at indeholde mere end en spændende mulighed for at blive mæt.
Jeg fik faktisk en oplevelse af, at nogen tog til Arken, udelukkende for at spise frokost.
Der var et enkelt ledigt bord med havudsigt, da jeg ankom, som jeg nåede at dele med flere forskellige - jeg sad der længe med alle mine roser, og da jeg endelig var færdig og ved at være klar til at komme videre, var frokosttiden overskredet og gæsterne knap så tætte.
Jeg lærte to ting af denne min anden buket. For det første fylder selve roserne godt, og med knap så bøjelige pinde som stilke plejer at være, kan det være svært at få plads til tyve pinde med hoveder i en alt for lille vase.
Gør jeg det igen - det kunne jo godt tænkes, der med tiden bliver en mulighed - skal vasen være bredere forneden, helst rund eller i hvert fald mere fyldig, så buketten kan folde sig mere ud foroven. Selve hullet øverst i vasen, må til gengæld gerne være af en størrelse, så buketten bliver holdt samlet.
Men heller ikke for lille, for tyve pinde og grønt fylder en del.
Det andet jeg lærte var, at grillpinde - omend i større størrelse en normalt - er en dårlig ide. knappenålene, der holdt pind og rose sammen, sad ikke særlig godt fast og roserne var tæt på at falde af undervejs.
Sidste gang brugte jeg blomsterpinde - det er klart anbefalingen en anden gang.
Og skulle nogen have lyst til foldede roser, har Aslaug lavet de fineste anvisninger.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar