Kampdag i regnvejr

Jeg begyndte at regne på det. Jeg tror det er mindst fem og tredive år siden, jeg reelt var til første maj i Fælledparken.

Der var lige et år da jeg gik på HF, og tog derind sammen med en flok venner - men det tæller ikke, for det var så meget helt forkert. Det handlede kun om at drikke sig fuld, og de værdier jeg fik med fra hippieskolen, gjorde det helt forkert. Så forkert, at jeg aldrig har gentaget det.

Indtil i dag.

I dag stod i fagbevægelsens tegn. Jeg var iført magentafarvet T-shirt, pink solbriller og alskens badges fra de nys overståede overenskomstforhandlinger. Jeg havde lånt Emilies gummistøvler, havde stoppet den røde regnfrakke i tasken (den blev jeg senere glad for - mest fordi den skærmede for vinden) og valgte den røde paraply, med tanke på vejrudsigten.

Jeg skulle nok have valgt lidt varmere overtøj end cowboyjakken, men den virkede bare som det mest kampagtige min garderobe kunne præstere - og så var det jeg blev glad for regnfrakken.

Jeg mødtes med resten på Østerport Station - jeg havde en aftale inden, og kunne ikke nå den fælles samling i BUPL-huset i Ballerup inden afgang. Berit gik forrest med fanen. Sådan en er tung, kan jeg hilse og sige. På hjørnet af Trianglen var hun nær blev blæst omkuld, og jeg er sikker på at hendes arme ikke duer til noget i morgen. Så må vi andre løfte.





Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med min barndoms første maj. Den gang mødtes vi på skolen, spiste fælles morgenmad og tog toget med fane og alting til Nørreport, hvor vi mødtes med mange andre, alle medbringende faner og gik i et stort optog op ad Nørrebrogade fyldt med røde faner, sang og leg mellem alle de voksne.

Måske var vi bare for sent på den, måske er 1. maj ikke længere så stort et tilløbsstykke, måske var vejret i vejen. Under alle omstændigheder følte jeg det en smule mat mod tidligere tiders erindringer.

Måske husker jeg det større end det var.

Men det var stadig mærkeligt at gå helt alene - også selvom vi var en pæn stor flok.





For også på Fælleden virkede alting mindre, mere tamt og uden store hovedtalere til at samle folket. Vi hørte Anders Bondo Christensen tale sin sag for lærerne. Det gjorde han ganske godt, og med en kraft der fik folk til at lytte.

Men det var ligesom det. Det efterfølgende talere gik ikke igennem, vi trak indenfor igen, overvejede hvor længe vi skulle blive og frøs med anstand.

Inden vi forlod parken og satte næsen hjemad var det alligevel med skønne oplevelser. Snak med lærerkolleger fra skolen, et gensyn med en gut jeg arbejdede sammen med i et andet liv, sjov sammen med Nina, der utrætteligt har råbt foran forligsinstitutionen og en snak med arketypen på en journalist fra halvtredserne. Han var fin. Jeg holdt mig uden for snakken, kunne hverken tale med om stemningen i forhold til tidligere år eller tiden foran Forligsen, hvor både Berit og Tilde har brugt mange timer. Jeg hyggede mig i stedet over synet og passede på taskerne.





Nu har jeg været der. Hvis der er sol næste år, kunne jeg godt finde på det igen - om ikke andet, så som sammenligningsgrundlag mod barndommens rosa lys, hvor solen altid skinnede og alle var glade.