Mod fjerne horisonter

Formiddagens date med min mor og Emilie gik til den Hirsprungske Samling, hvor Anton Melbye bliver hyldet for sit tohundrede år med udstillingen: Mod fjerne Horisonter.





Anton Melbye var marinemaler, og indtil for to år siden, da Emilie skulle vælge et billede til eksamen, havde hverken Emilie, min mor eller jeg hørt om manden. Det havde Anders til gengæld, og kan takke sin gamle fysiklærer, der var vild med marinemalere, for en bred viden om danske guldaldermalere med netop det speciale.

Egentlig skulle Anders også have været med, men tid er en forunderlig størrelse, og sent i går aftes måtte han se i øjnene at det blev ikke i dag. Jeg har lovet at gå med en anden dag, og jeg tænker at udstillingen kan være spændende at gense gennem Anders' øjne.

Tilbage i 2016 faldt valget på Melbyes gennembrudsværk af Eddystone Fyrtårn - godt hjulpet på vej af Anders. Maleriet tilhører Statens Museum for Kunst, var dengang ikke ophængt og Emilie endte med en tur i arkiverne, for at se billedet inden eksamen.





Jeg havde forventet at netop det billede ville få en vigtig plads i en hyldestudstilling, men desværre er værket slet ikke med, og jeg indrømmer blank at det var en smule skuffende. I stedet måtte vi nøjes med det billede han malede af det samme fyrtårn to år før, i langt lysere farver.

Emilie endte med at spørge efter maleriet, og fik til svar, at det højst sandsynligt ikke havde været muligt at låne det. Jeg er stadig skuffet, har noget svært ved at forstå at et maleri ejet af det ene statslige museum ikke kan lånes af det andet statslige museum, som ydermere ligger lige ved siden af. Men der er så meget, jeg ikke forstår.





At fortjenstmedaljeværket ikke var til stede, gjorde mig muligvis skuffet, men resten af udstillingen var så absolut seværdig. Melbye formår at skabe dramatiske scener med hav og himmel i bevægelse og med naturens kræfter i voldsomt samspil.

Jeg er imponeret.





Og når ret skal være ret, var Melbye selv ikke imponeret af at netop det billede vi ikke måtte se, blev gennembruddet - han ville hellere, at hans dengang nyere værker blev anerkendt for de fantastiske skildringer de er.






Den Hirsprungske Samling er et fint lille samtidsbillede af attenhundredetallets danske kunst. Det lille palælignende museum på bagkanten af Østre Anlæg danner en fin ramme om en stor samling værker, der for nogens vedkommende er mere spændende end andre.

Museet blev bygget til samlingen, som Heinrich Hirsprung overdrog til den danske stat i 1902, mod at samlingen blev holdt samlet og ikke blot indlemmet i Statens Museum for Kunst.

Jeg har aldrig tidligere været på den Hirsprungske Samling, og det kan jeg faktisk godt gå hen og blive lidt ærgerlig over, for den er absolut et besøg værd.