På Arken sidste fredag fordybede jeg mig i to meget forskellige udstillinger, som begge gjorde noget ved mig. Resten af museets udstillinger sagde mig ikke så meget.
Først var der klovnene. Ugo Rondinones udstilling Ensomhedens Sprog. Femogfyrre klovne i naturtro størrelse, siddende og liggende mere eller mindre alene i den store akse der udgør museets midte. Alene og belyst oppefra i alle regnbuens farver. Tristheden og ensomheden lyste ud af dem alle, som de sad helt stille og med hver deres lille sorte hat.
At gå mellem dem, gjorde et helt andet indtryk, end havde de været udstillet bag en afspærring eller i montre. Den stemning som alle helt automatisk oplevede og som fik alle besøgende til at gå langsomt og tale lavt var næsten religiøs og meget andagtsfuld. Vi kunne ikke tage ensomheden fra figurerne, men vi kunne respektere den.
Det samspil, som installationskunst somme tider formår at give publikum, var meget tydelig her, og gjorde et større indtryk end jeg havde forventet.
Den anden udstilling var helt anderledes og ganske typisk opbygget. Billeder på væggene, montre og følgetekster. Alligevel var den meget overraskende, for jeg anede ikke hvem Alphonse Mucha er - eller var.
Det viste sig at jeg tog fejl. Det viste sig at Alphonse Mucha er manden vi alle kender. Ham der tegnede de parisiske art nouveau plakater fra starten af nittenhundredetallet. Plakaterne fyldt med svulmende kvinder og blomster.
Tegnestilen som bliver brugt igen og igen, og som jeg har set mange steder, men aldrig overvejet ophavet til.
Det var med en AHA-oplevelses-følelse jeg gik gennem udstillingen. Genkendte noget og kendte stregen i alt det andet. Læste mig til hvor meget andet end svulmende kvinder og blomster Alphonse Mucha også var, og fik en hel anden oplevelse med, end klovnernes tristhed minutter forinden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar