torsdag den 10. maj 2018

Årets Tivolitur


Tivoli i strålende sol er altid godt.

Tivoli med fire og fyrre glade børn er fantastisk.

Tivoli i selskab med fire raske gutter fra tredie klasse er en fryd.





Der blev grinet og skreget og hylet i de kørende forlystelser, nogen vovede pelsen og andre blev på jorden. Nogen blev væk og fundet igen. En taske forsvandt og en mobiltelefon blev glemt - begge kom med rette ejere hjem.

Is, sodavand og pomfritter forsvandt for glubende appetit. Klistrede candyfloss satte sig i ansigterne på børn, der selv fandt på at finde en vaskemulighed og vi voksne fortrak for en kort bemærkning til den nys åbnede Food Hall, hvor vi fandt ro til de rumlende maver.





Tilbage var vi velkomne i flokken, og mens børn fra andre institutioner undrede sig over at de voksne var med børnene, fik jeg svaret at vi simpelthen synes det var for kedeligt at gå alene. At de alenegående børn blev overvåget på afstand, tror jeg aldrig de fandt ud af.

De store løb rundt alene, vi mødte dem konstant, med glade smil og i fart mod nye oplevelser.




Hjemme kunne vi sige god weekend til en flok trætte og fyldte børn.

På mandag begynder vi nedtællingen til næste år.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar