Onsdagsmasker

Onsdage starter tidligt alt for ofte, synes jeg. Planen var vistnok to gange om måneden.

Men sådan kan det gå, det er spændende, og jeg bliver så klog af alle de møder jeg hører til, og bruger tid på. Der kommer altid et eller andet op, jeg enten ikke vidste, eller kun havde hørt perifert om.

Der dukker også altid noget op, jeg vidste i forvejen. Det er også rart, så ved jeg, jeg har fulgt med.

I morgen er der ansættelsessamtaler til kommunens nye tiltag. Vi skal være førende inden for teknologi og innovation. Et nyt fag, der ikke kun skal fungere på de enkelte skoler, men også samkøres fælles i det nye TekX, der skal rumme alle de nye spændende maskiner og muligheder, som er for dyrt eller på anden måde omkostningsfuldt for de enkelte skoler.

Det er spændende, men også endnu noget nyt oven i alt det andet nye, vi stadig arbejder på at implementere.

Det var også spændende, da jeg fik lov at være en del af morgendagens ansættelsesudvalg. For det er ikke nok med fællesskab på tværs, der skal også være en tovholder og underviser på de enkelte skoler. Jeg har læst ansøgninger, og tænker at morgendagens felt slet ikke er så ringe.


Og mellem møder, skole og SFO bliver der også tid til strik - og omstrik...


















Læse:

Jeg kan ikke forestille mig andet, end de to historier, Fantomsmerte disker op med, må ende med at hænge sammen. Lige nu er ikke megen sammenhæng, bortset fra det kriminelle aspekt. Og mens Henning Juul undersøger og graver sig langsomt, er en anden - og helt ukendt - person, kommet i rampelyset på en noget mere hæsblæsende og ubehagelig måde.

Jeg har ingen anelse om, hvor jeg er på vej hen, eller hvor historien ender. Lige nu er det umuligt at se ret meget sammenhæng.

Men underholdningsværdien er absolut i top.


Strik:

Den lille tykke pingvin er nået enden. Nu mangler blot tyve striber inden kanten. Men det var ikke uden sværdslag.

Næsten færdig med hovedet, gik det pudselig op for mig, at lige over øjnene, havde jeg lavet en fejl. Fejl kan rettes uden at pille alting op, så jeg væbnede mig med tålmodighed, trævlede ned til fejlen, talte og pludselig var alting forkert.

Det krævede tælling fra den ene side, og den anden side, oppefra og nedefra, før det op for mig at jeg i kampens hede - og muligvis fordi øverste halvdel af hovedet var lettere overskuelig end hele resten af pingvinen - havde jeg strikket de samme striber flere gange.

Ikke den samme stribe, men flere striber, flere gange. Og så var der ikke andet at gøre, end at trævle det meste af femten centimeter op.

Så tror da pokker, at hovedet så mere langstrakt ud, end jeg synes det burde.

Det betyder at jeg ikke er nået helt så langt, som jeg havde forventet.

Det betyder også at arbejdet pludselig går langsommere. Nu skal jeg bare strikke striber. Det behøver jeg ikke sofaen for, og jeg kan mærke en lyst til at give andre projekter opmærksomhed, når jeg er hjemme og har tid til at det med at holde tungen lige i munden.

Tæppet kunne godt gå hen og blive mødestrik - men trods mange møder, er der ikke mange der indbyder til strik. Altså kan det godt tage sin tid, inden jeg når kanten. Måske.