Vi tænder lys i vinduerne

Min far var fra april 1941, og dermed netop fyldt fire år, da befrielsen var en realitet.

Min farfar havde en planteskole nord for Nakskov i Kastager, og var en del af det bedre borgerskab. Og dermed også blandt de første der fik egen telefon, fjernsyn og køleskab. Det står der ikke noget om i kapitlet skrevet af min far i bogen om barndommen på Lolland.

Han erindrer flere episoder fra tiden omkring besættelsen og lige efter. På en dag, hvor vi sætter lys i vinduerne, får jeg lyst til at dele nogen af dem.



Jeg er vokset op på en planteskole i Kastager med to mindre søskende. Min første erindring var, da jeg kørte bil alene - næsten. Jeg må have været fire år. Det var i slutningen af besættelsen. Min far havde købt en opklodset Ford A fra cirka 1930. Under besættelsen var det kun læger og udrykningskørertøjer, der kunne få brændstof. Bilen havde tilhørt en cykel- og radioforhandler, der boede nogle få huse fra mine forældres ejendom. Vi havde dengang folk, der boede og fik kost hos os. De hjalp min far med at skubbe bilen hjem, mens jeg sad på forsædet og styrede efter bedste evne. Min far havde rullet sideruden i døren ved førersædet ned og korrigerede en gang imellem bilens retning. Men bortset fra det, var det altså mig, der kørte den.





Under besættelsen dyrkede min far tobak. Forsyningslinjerne til de varme lande var jo afbrudt. Det var en hel legal dyrkning, hvor toldvæsenet kom for at kontrollere, at man ikke dyrkede mere, end der var givet tilladelse til. Tobakken skulle sendes til en tobaksfabrik. Som et led i aftalen fik man returneret nogle såkaldte dyrkercigarer. Dem solgte min far til godsejeren på det nærliggende Vintersborg. Som modydelse fik vi brænde fra godsets skov, endda leveret helt ind på loftet i et udhus. De store landbrug havde jo dengang mange medarbejdere til forefaldende arbejde. Af uforklarlige årsager var der hvert år noget tobak tilbage, når høsten var leveret til fabrikken. Det cyklede en af min fars medhjælpere rundt og solgte til venner, bekendte og måske også andre. Jeg har fået fortalt, at engang hvor en del af den tiloversblevne tobak var så fugtigt, at det ikke umiddelbart kunne bruges, mente min far, at det kunne tørres i husets bageovn. Jeg ved ikke hvordan det lugtede, men min mor nedlagde forbud mod flere af den slags forsøg.





En oplevelse, der står knivskarpt i hukommelsen, er, at jeg sammen med min far er inde hos P.O. Pedersen i Søndergade. Indehaveren gav mig en ting, der lignede en brun frø og sagde, at den skulle jeg have. Jeg vidste ikke hvad det var. Jeg havde hjemme et trælegetøj, vistnok en ko, så jeg regnede med at det var noget lignende. Jeg holdt den i hånden, til den begyndte at smelte. En af de voksne sagde så, at det var en chokoladefrø. Det var en af de store fra Toms. Tidsmæssigt må det være efter besættelsen, da jeg ikke mener, man kunne købe den slags luksus, så længe krigen rasede. 




Billederne er begge min far - det sidste i tobaksmarken. 

Og mens vi bruger dagen på at mindes femoghalvfjerdsåret for befrielsen, kan jeg mærke at dagen i dag, også bringer minder om min far.