Efter tre måneder

Weekendens officielle pligter er overståede. Jeg fodrede sneglene på vej hjem.





Efter tre måneder, blev Sille og jeg enige om at det var tid at ses igen. Vi mødtes i Frederiksberg Have, hvorfra motionsløberne er dømt ude. De løber i stedet i Søndermarken, så der gik vi ikke hen.

Vi var begge lidt spændte på hvordan Rose ville reagere. Der var ingen tvivl om at glemt er jeg ikke, og gensynsglæden var også til stede, omend hun var lidt genert til at starte med.

Sådan et barn vokser, jeg vidste det godt - hold op hvor er hun blevet stor. Og meget lettere at forstå, da genertheden forsvandt og ordene væltede ud.





Jeg havde taget Oscars bold med, behørigt sprittet af. Den skabte glæde, og inden jeg så mig om løb vi rundt med bolden på den store plæne foran slottet. Vi var oppe af trapperne, kiggede efter kongens badekar og spillede bold på gruset. Nede igen ville Rose ikke tilbage til mor, som stod ved klapvognen. Jeg mente måske nok det var smart at gå i den retning, og foreslog at gå tilbage mere end en gang.

Jeg vil ikke tilbage til mor, sagde hun flere gange. Til sidst satte hun sig ned, og fortalte at Mor siger jeg ikke må løbe stærkt. Det havde jeg ærlig talt svært ved at tro.

Det er sikker på du må, sagde jeg og fortsatte; Lad os holde hinanden i hånden, så kan vi løbe over til mor. Og så gik det ellers i fuld fart, og lystigt grinende, tværs over den store plæne.





Det viste sig, at mor siger ikke, hun ikke må løbe stærkt. Mor siger hun skal passe på ikke at falde. Jeg tænker barnet føler sig en lille smule overbeskyttet. Og så løb hun væk igen.

Indtil det vist sig at det alligevel var meget sjovt at spille bold med os begge to.

Til sidst blev hun træt, middagsluren kaldte og vi fulgtes ad, ud af hovedindgangen fandt min cykel og sagde pænt farvel. Jeg tror måske vi har en aftale næste weekend.





Det var i hvert fald skønt at ses.

Og lidt mærkeligt at bevæge sig så langt væk hjemmefra.