Jute i flyvende fart

I går såede vi alt fra radiser til græskar. Ungerne synes det var en fest, og jeg tror jeg er mindst lige så spændte som dem i forhold til, hvor meget der ender med at komme op.

Skolehaver kan godt være udsatte.


Selvom det som sådan ikke var længe jeg var i skolehaven, ude i solen samme med en halv klasse ad gangen, (og et par timer i Klubben efter endt skoledag) var jeg fuldstændig smadret, da jeg nåede hjem.









Sådan kan det gå, jeg satte mig i sofaen, zonede ud mens andre klarede maden og var mere eller mindre frisk igen, da Daniel og Oscar troppede op.

Oscar var heller ikke helt frisk, men på den anderledes overgearede måde. Han har tilbragt de sidste dage sammen med Mormor, havde været hjemme siden mandag formiddag og havde sprunget middagsluren over.

Sult var ikke noget, der lå lige for, så han endte med at drikke mælk - når nu fasteren ikke synes han skulle nøjes med vand, eller havde mælk, hun synes skulle udryddes - inden han var klar til grineflip, fodboldspark og et dybt kig i tasken med jute til løbbinding.

Jeg har viklet juten op til store bolde, i forskellig størrelse, alt efter hvor meget jeg har brugt. Trods grovhed har de en god tyngde og stabilitet, og virker udmærkede til både at kaste og trille med.









Emilie sad nærmest og mens Oscar, i et par bukser med en lidt løs elastik, stod på hovedet i tasken, lagde Emilie de fundne garnbolde tilbage i samme tempo. Oscar kastede det bedste han havde lært, men ikke langt nok.

Indtil han vendte sig om, og kastede bolden ud i gangen.

Der kunne hun alligevel ikke nå.