lørdag den 1. juni 2019

En ulden sky


Rokken har fået en ordentlig tur, støvet er væk og den er pudset med bivoks.





Den sidste knirken sidder endnu. Det er ikke længere pedalen, måske har det længe ikke været pedalen.

Jeg stillede den midt på spisebordet, så det var lettere at komme til med støveklud, vask og voks. Det gjorde det også lettere at identificere knirkelyden - som kommer fra læderet, der fungerer som hængsel mellem pedal og plejlstang.

Jeg har ikke læst grundigt nok op på hvordan læder skal vedligeholdes. Så det ikke bliver hårdt. Måske er det blevet hårdt. Måske skal der et nyt hængsel til. Det ser ud til at være let at udskifte.

Jeg tænker det kræver en tur om skindkælderen og dermed en tur ind til byen, for at få den rigtige type læder. Eller endnu et kig på youtube efter vedligeholdelsesvideoer. Det sidste er nok mest realistisk. Lige nu.

Men altså, når nu den var både ren, smurt og næsten lydfri krævede det også et nyt projekt.





Det eneste uld jeg har liggende, købte jeg hos Uldtrolden. Jeg er ikke sikker op at Uldtrolden bliver mit foretrukne sted at købe uld. Det er billigere end hos Garngalleriet, som jeg er en lille smule forelsket i, men billigere er ikke nødvendigvis godt.

Alle farverne hos Garngalleriet er så indbydende, billederne er gode og selv de farver jeg ikke kan lide, synes jeg ser spændende ud. Sådan havde jeg det ikke, da jeg kiggede Uldtroldens muligheder igennem.

Det var kun fordi det var billigere, at jeg endte med at købe, og jeg endte med den turkise uld med felter af pink og lilla, udelukkende fordi det var en fibertype, jeg gerne ville prøve at spinde, og det var den mindst utiltalende valgmulighed.

Samtidig tænkte jeg at farvevalget kunne gå hen og blive udfordrende.





Ulden er Corriedale og lidt kradst som det lå i en lang oprullet fletning. På youtube har jeg fundet Rachel Smith, en canadier der taler om spinding. Hun startede for fem år siden, jeg har set de første to afsnit, og der er mange, mange flere.

I andet afsnit talte hun om fraktalspinding og om at predrafte ulden inden spinding. Hun tegnede og fortalte fraktalspindingen med tre tråde og havde et helt fantastisk resultat at vise frem. Fraktalspinding handler om at spinde trådene forskelligt i forhold til farve, og tvinde dem sammen, så farveholdningen bliver mikset og der opstår dele af tråden, hvor tråden bliver flerfarvet.

Det med en tråd af flere farver, er en af de ting jeg synes er allermest spændende ved at spinde selv. Et håndfarvet garn, vil altid være ens farvet på samme del af tråden, men når man spinder, kan man opnå et andet resultat. 

Jeg tænkte at det kunne være en god løsning til de vilde farver, men jeg tror ikke jeg er der, hvor jeg kan spinde tyndt nok til tre tråde. Og blev enig med mig selv om, at to tråde også kan gøre det.

Jeg har også fundet Lindses Podcast, og selvom den ikke bliver opdateret længere taler Karen altid om spinding. Ikke så meget teori og praksis, mere fremvisning, og det kan også være spændende. Netop som jeg havde besluttet mig for en totrådet fraktalspinding, så jeg et afsnit, hvor Karen viste lige præcis det.

Det så ud, ganske som jeg forestiller mig. Eller håber på.





Så jeg fandt den lidt kradse uld frem, delte efter alle kunstens regler og besluttede at forsøge med det der predrafting også - det betyder at fibrene i uldbåndet bliver hevet lidt fra hinanden - det hænger stadig sammen - så der kommer luft mellem fibrene (og måske er det lettere at spinde?).

Jeg er målløs. De lidt kradse fibre, lagde sig langt pænere og blev bløde og lette og fylder meget mere. Nu er det kradse en sky af uld, der bare venter på at blive til garn.


Jeg har spundet ganske lidt af det. Om det er ulden eller forberedelsen ved jeg ikke, men det føles rimelig let at spinde. Og måske stadig lidt kradst...





4 kommentarer:

  1. Hvor er det spændende! Det er helt vildt, så langt du er kommet med at spinde. Du er min spinde-guru......
    (Og så må jeg vel snart tage mig sammen og prøve at komme i gang!)

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, jeg er meget beæret, og håber at kunne leve op til titlen :)

      Slet
  2. De ser meget lækre ud, de fibre.
    Hvis det er en Ashford rok, du har i fingrene i, vil jeg anbefale dig at kontakte den danske Ashford rok forhandler: http://skytten-danmark.dk.
    Der kan du få alle reservedele til diverse Ashford rokke. Ukurante dele kan skabe knas i maskineriet -))) Tro mig, jeg har prøvet det.

    SvarSlet