søndag den 23. juni 2019
Midlertidig spindekrise
I sidste uge sad jeg hos min mor og snakkede. Undervejs spurgte hun om Annelises lille rok ville kunne opfylde mine behov på sigt.
Ja! sagde jeg og mente det. Jeg mener det sådan set stadig, men så opstod et problem, som jeg ikke havde forudset.
Annelises lille rok har fire spoler. I min naivitet tænkte jeg at fire spoler aldrig nogensinde kunne blive for lidt. Jeg er blevet klogere.
Som nybegynder er jeg meget monogam, når det handler om at spinde. Det er mere erfarne spindere ikke nødvendigvis, og for et par dage siden, gik det op for mig, at det kan der være gode grunde til.
Siden den lille rok flyttede ind, og jeg knækkede koden, har jeg spundet hver dag. Nogen dage er det måske bare fem minutter, andre længere tid, og til tider flere gange i løbet af dagen.
Helt som jeg plejer, kaster jeg mig ud i det, og laver selvfølgelig ikke små projekter fra start - Næh, næh. Lad mig lave noget stort og uoverskueligt!
Jeg er i gang med en ret stor portion uld. Så stor at der formentlig kan strikkes noget med ærmer af det. Når det er færdigt.
Jeg har prøvet at tvinde totrådet, så tretrådet gav god mening, og derfor har jeg fyldt de første tre, af de fire spoler, til bristepunktet. Jeg har mere uld, jeg har stadig en tom spole, men den kan jeg ikke spinde på.
Den skal bruges til at tvinde på!
Mellem de guldkorn jeg har samlet op, lå et der fortæller at det spundne garn har godt af at sidde på spolen tre-fire dage og sætte sig, inden man tvinder det. Specielt når man er nybegynder. Så er garnet nemlig lettere at arbejde med.
Det gjorde jeg ikke med det første garn jeg spandt. Jeg vaskede det heller ikke, før jeg strikkede. Det husker jeg så også denne her gang.
Jeg kunne sikkert godt spinde løs. Men jeg synes det giver mening at lade det sætte sig, og jeg synes også det giver mening at prøve det af.
Også selvom jeg så må lade rokken være og aer den lidt, når jeg går forbi.
I morgen aften begynder jeg at tvinde.
Og to nye spoler er bestilt, men desværre endnu ikke ankommet - og flere sat på ønskerne til jul!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det bliver så spændende at se færdigt!
SvarSletChristunte, det bliver meget finere end jeg havde regnet med :)
Slet