Resten af dagen, er min egen

Vi har haft besøg af Oscar.





Jeg hentede ham i går, og afleverede ham i dag ved halvtolvtiden, efter vi havde været forbi det lokale stemmelokale. Det er længe siden Daniel spurgte om vi havde tid og mulighed, knap så længe siden han købte og gav Amalie koncertbilletter på hendes fødselsdag - i går musikken lød.

Siden jeg sagde ja til pasning, har Oscar rundet ni måneder og er godt ramt af seperationsangst. Specielt far må ingen steder gå. Altså var det noget bævende jeg hentede og håbede, at det at Daniel ganske simpelt ikke var til stedet, ville betyde en hel del.





Det gjorde det. Nu var det bare mig der ikke måtte gå, ikke måtte rejse mig fra gulvet hvor vi legede eller på nogen måde gøre anstalter til at forsvinde fra ham. Så jeg prøvede at lade være. Emilie var da meget sjov, og kunne godt underholde en gang imellem, når jeg skulle på toilettet eller noget andet, væk fra babyen. Men helst var det Emilie der gik, og mig der blev tilbage.

Anders var et kapitel for sig. Iklædt shorts, lignede han far så meget set fra gulvet, at Oscar flere gange kravlede hen mod ham, kun for at blive skuffet, når han kiggede op. Det var lidt synd. Heldigvis var han glad og fro langt det meste af tiden.





Han sov otte timer i stræk i nat. Det gør han ikke hjemme. Jeg tænker det gør en forskel at være ude. Jeg sov ikke otte timer i stræk, for med et halvt øje på en baby hele natten, følte jeg mig ikke særlig udhvilet, da han vågnede klokken fem i morges.

Han nåede at sove et par gange mere, inden vi gik hjem. Jeg nåede at hvile med.





Næste gang han skal overnatte er til august, når bedstemor fylder halvtreds og holder stor ikke-baby-egnet fest. Det skal nok blive sjovt.

Og når først han tør op, hvem kan så stå for det smil og de øjne?