Jeg har stadig en uge tilbage, inden jeg kan se frem til tre uger uden arbejde. Der føles som meget kort tid.
Ferieplanerne folder sig ud. Vi var for en gangs skyld i god tid, men livet stod i vejen, og først nu kan vi for alvor begynde at planlægge. Vi ved hvad vi vil, vi mangler bare alt det praktiske.
I går sad jeg på en hyggelig terrasse omgivet af skønne mennesker og lækker mad. I dag har jeg tilbragt i et helt andet og også skønt selskab.
Jeg føler mig altid meget vellidt, når jeg besøger Rose. I dag var ingen undtagelse. Heller ikke selvom hun var temmelig træt, og under ingen omstændigheder ville sove. Det lykkedes til sidst. Vi gik en lang tur, barnet sov fredeligt, og vi nåede næsten hjem, inden hun vågnede og var klar til leg på den hjemlige legeplads.
For Sille og jeg betyder det ikke så meget hvor vi befinder os, snakken går fint, og så længe Rose er glad, optaget af leg og med mellemrum forlanger vores medvirken, er den lokale legeplads et udmærket sted.
Specielt når det ikke er noget problem at jeg bliver ladt alene tilbage med hende, mens moderen går ind og får ordnet noget af det, der kan være svært at få tid til med en tumling om benene.
Det var faktisk at efterlade mig alene, mens barn og mor gik ind efter en ren ble der var et problem. Jeg synes jeg havde gjort min pligt i den henseende og blev tilbage i solen. Barnet var bestemt ikke enig og mente vist helt alvorligt at min pligt indeholdt mere end et bleskift.
Jeg fik både kys og knus inden jeg gik. Så er det skønt at være på besøg.
I morgen rejser Rose med både mor og far mod sydligere himmelstrøg. Vi kan lige nå at ses, når de kommer hjem igen, inden Anders og jeg pakker vores kuffert og sætter retningen mod Tyskland, som vi slet ikke er færdige med at udforske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar