I mandags stod vi på Volden og var endnu en gang klar til det årlige firmastafetløb på cykel og i løbesko.
Sidste år stillede hele mandskabet i Klubben op, mest som en pludselig indskydelse, som endte med at blive en rigtig god oplevelse. Vi færdiggjorde de 42,2 kilometer på tre timer og besluttede på stedet, at næste år ville målet være at slå os selv.
Det var sådan set også det mål vi havde i mandags, og samtidig var vi noget fra det. mandskabet var nede med to, den ene forholdsvis nyopereret, den anden med en fod, der ikke vil samarbejde.
Måske heldigt for os, var resten af skolen også noget nede på mandskab - eller villige deltagere . og vi endte med lige præcis nok deltagere til et helt hold. Fem mand var vi. Og vi slog rekorden fra sidste år.
Også selvom vi må indrømme, at vi tre fra Tømmerflåden ikke stod for rekorderne. Faktisk var vi muligvis langsommere end sidste år. Jeg har ikke styr på Henrik og Louises tider, men jeg lagde et par minutter til sidste års resultat.
Jeg tror vi alle var i bedre form sidste år. Jeg cyklede turen mange gange inden dagen sidste år. Det gjorde jeg ikke i år. Henrik har været nedlagt med lungebetændelse og er stadig i en opadgående træningskurve og Louise var heller ikke helt tilfreds med sit udgangspunkt.
Til gengæld havde vi det sjovt.
De to sidste medlemmer af vores hold, var dels maretonløber-læreren, der startede med at løbe os ind på en femteplads, og den lycrabeslåede chefpedel, der trampede i pedalerne, så stillingen bestod. Derfra gik det ned ad bakke. Både Henrik, Louise og jeg formåede at tabe adskillige pladser og vi endte med en samlet 20. plads i mixgruppen - nummer 34 ud af 42 på det overordnede plan.
Det var ikke sidst - som sidste år.
Jeg havde fået lovning på at låne en hurtigcykel - og havde derfor ikke trænet. Desværre var cyklen punkteret og en SFO-leder, der var presset på tid, endte med at få den hentet, nærmest midt på motorvejen og var noget ked af at brænde mig af.
Jeg kører bare på min egen - den kender jeg også - tænkte jeg, men endte med at låne maratonløberens knap så hurtige cykel i stedet. Den var supergod cykel at køre på, meget lettere end min egen tunge bedstemormodel med kurv og gav masser af ømme muskler dagen derpå. Det er vist noget med at kende cykel og balancepunkt.
Jeg tror som udgangspunkt jeg cyklede hurtigere end sidste år - på de lange stræk. Men jeg kunne mærke at jeg på nedstigningerne ikke kom nær den fart min egen tunge cykel kan præstere.
Nok er den tung på de flade og opadgående strækninger - men den kører hurtigt ned. Så hurtigt at jeg bilder mig ind, det gav mig et tidstab. Det kan selvfølgelig også være jeg bare var langsommere.
I går fandt jeg billeder fra dagen på nettet. Der ligger ikke mindre end to (det ene temmelig rystet) af mig på lærercyklen, fancy hjelm og et forsøg på at høre mellemtider iklædt holder til mobilen på overarmen. Desværre havde jeg af uransaglige årsager fået slukket for lyden, så mellemtiderne måtte jeg tænke mig til...
Det var sikkert det, der gav tidstabet :)
Nå, men vi er klar til næste år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar