Kjole No. 2

Det lykkedes. Jeg syede de sidste sting på udfordringens kjole nummer to, sådan nærmest på vej ud af døren.





Eller det er løgn, jeg havde en hel halv time, til at pakke gave ind, pakke til en overnatning, få tøj på, sætte håret, fikse makeup og være sikker på jeg havde det hele med, inden jeg nærmest løb ud af døren. Og endte med at have god tid. Sådan cirka.

Med kjole nummer to, er jeg fint med i årets udfordring. Seks kjoler på et år, betyder cirka to måneder pr kjole. April er næsten slut, og dermed synes jeg, jeg er fint med.

Jeg har ingen anelse om hvordan den næste kjole skal se ud... men jeg har vel et par måneder til at beslutte mig. Sådan cirka.





Kjolen var på til fødselsdag i fængslet. Det med billeder nåede vi aldrig til, så jeg lokkede Emilie til at agere fotograf tidligere i dag, inden hun afleverede alle vores tomme flasker og jeg kørte en lang tur.

Mønstret er fundet i Burda 5/2010 og er en sammensætning af to kjoler med samme snit. Den ene - model 140 - havde den fine halsudskæring, mens den anden - model 141 - tilsatte ærmerne. Mine mål passede helt uden de store dikkedarer til en 46 for oven og en 50 over hoften. Jeg tegnede kurver mellem de to og tilføjede ærmet plads nok til lidt større overarme end den gængse model.





Alligevel passede det selvfølgelig ikke. Heldigvis er Anders efterhånden blevet en habil hjælper med nåle. I første omgang løftede jeg skuldrene to centimeter. Så passede taljen. Men der var stadig alt for meget stof i ryggen.

Anders satte nåle og jeg syede ind. Ved taljen fjernede jeg to gange fire centimeter, i sømmen mellem rygdelene, der ebbede ud mod hoften den ene vej og helt op til ærmegabet den anden vej.

På skulderen rykkede jeg også det meste af fire centimeter ind, til trods for mål og alt muligt, for at få ærmet til at sidde pænt over skulderen. Jeg havde regnet med at de løftede skuldre betød at ærmegabet skulle ringes tilsvarende, men da jeg endte med at fjerne det meste af fire centimeter på hele rygdelen af ærmegabet, var der ikke behov for yderligere ringning. På forstykkerne passede ærmegabet fint, bortset fra skuldrene, som af en eller anden grund gik meget langt ud.





Vi besluttede fælles en længde til lige under knæet. Jeg blev pludselig i tvivl om modellen ville blive for kort, hvis den stopper lige over. Emilie synes den er for lang og lige konet nok, og mener bestemt den skal lægges op til lige over knæet. Jeg er stadig i tvivl, men den kan altid lægges op.

Jeg er meget tilfreds med resultatet, som er i et snit jeg har bildt mig ind, jeg slet ikke kan bære. Her gik jeg rundt og troede at figursyede kjoler virkede bedst på mig, med vidde i skørtet.

Der kan man bare se.





Endelig var der ærmerne. Jeg er ikke fan af pufærmer, men jeg kan faktisk godt lide de her. Jeg er ret sikker på, at jeg vendte læggene på ærmerne forkert. De skulle have være to parallelle læg, men så kom jeg til at se på vrangsiden og vendte dem om. Det er jeg glad for at jeg gjorde, for det gjorde dem meget finere.

Jeg tænker jeg kommer til at bruge kjolen en hel del. Men måske ikke lige med det samme. Den er syet af et af de uldne stykker stof jeg fik fra Sille, og med en gennemfoering er det ikke en sommersag til meget varme dage.