søndag den 21. april 2019
Ryk direkte i fængsel
I 1905 blev Haslev Arrest og Tinghus bygget - og taget i brug. Vil jeg tro. I en lille bygning ved siden af, lå politistationen. Lige til venstre for billedet.
Jeg kan ikke finde meget om stedet, men hvis vægge kunne tale, vil der helt sikkert være mange gode historier at fortælle. Både om varetægtsfanger i cellerne og rettergange i den gamle fine sal på første etage.
Da min kusine flyttede til byen var stedet stadig i brug. Og da hendes nu femtenårige søn skulle have eget pas, foregik det i den gamle bygning. Arresten var dog lukket mange år i forvejen.
I 2009 blev bygningen sat til salg. Driftige forretningsfolk købte bygningen og havde planer om at omdanne rammerne til en kulturinstitution. Der var en del tovtrækkeri frem og tilbage, men endelig lykkedes det at gøre stedet brugbart og mulig at bruge til mange forskellige formål.
Specielt tanken om at omdanne cellerne i den gamle arrest var et problem. For de er bygget solidt og tænkt til at holde folk inde. Nu skulle de både være autentiske men samtidig udstyres med en mulighed for at komme ud, hvis det skulle være nødvendigt.
Så vidt jeg har forstået kan både vinduer og de gamle tremmer derfor åbnes i dag. Det så ikke sådan ud, og vi prøvede ikke. Men vi undrede og lidt over hvorfor bordet under det højt opsatte vindue var udstyret med en trappe.
Min kusine fylder fyrre og havde lejet hele molevitten til fest og ballade. Det var super hyggeligt.
Min søster og jeg mødte op, og fik fornøjelsen af at dele celle nummer to.
Den smukke gamle retssal er svær at fotografere, men jeg var ret imponeret af loftet og de udskårne gerichter over dørene.
Trappen til førstesalen er fin og udsmykket med en imponerende lysekrone, men i det øjeblik man forlader hovedhuset og går mod arresten, er det en hel anden historie.
Vi sov bag vindue nummer to, fra højre.
Den gamle ånd er bevaret, og selvom jeg er temmelig sikker på, at vi sov bedre end tidligere tiders fanger, er det ikke luksus der gennemtrænger stedet. Vinduet sidder højt, der er ingen gardiner, til gengæld kan skyggen fra tremmerne ses mod væggen, lamperne har set bedre dage, ledningsføringen er alternativ og der er heller ingen spejl.
Banen ligger i baghaven, og vi kunne høre de tunge godstog køre gennem natten.
Toilettet er placeret i hovedbygningen, og er ikke præget af overflod. Der var et bad, men det droppede vi og tog i stedet hjem, efter at have delt morgenmaden med de overnattende og sagt pænt farvel.
Det blev sent, før vi kom i seng, og jeg var træt da jeg nåede hjem i går eftermiddags. Faktisk må jeg indrømme, jeg bare gik omkuld og ikke rigtigt var noget værd resten af dagen.
Men jeg havde en hyggelig aften og er en sjov oplevelse rigere. Jeg håber min kusine havde det på samme måde.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar