onsdag den 5. december 2018
Onsdagsmasker
De sidste dage har været fulde af møder. I går var der konference om arbejdsmiljø, i dag var der arbejdsmiljøgruppemøde, personalemøde og møde ude i byen.
I går kørte jeg i LOOP efter en lang dag i den samme stol, med strikketøj og tre foredrag, der for hver ny deltager blev bedre og bedre. I dag kørte jeg i LOOP på vej hjem, fordi de endelig har genoptaget fællestræningen og jeg endelig kunne være med.
Jeg har en fornemmelse af at kunne mærke det i morgen.
I morgen er der ingen møder. Det er faktisk helt fint.
Til gengæld er der masser af børn.
Og det er rigtig fint.
Læse:
Jeg er faktisk nået længere i Mærket for livet end jeg troede. Sikkert fordi jeg ikke er rigtig imponeret. Det er ikke stor fortællekunst, jeg er ikke fanget og selvom historien som sådan fungerer, mangler jeg noget. Jeg kan bare ikke sætte fingeren på hvad.
Det er Emelie Schepps debutroman, og som sådan er der absolut grund til at tro, at hun i efterfølgerne får mere skarphed og en mere fangende fortællestil.
Jeg håber det, for hendes bøger har vistnok fået en ret god kritik.
Strikke:
Jeg har gang i flere ting.
Den lille trøje jeg slog op til i sidste uge nåede næsten til ærmegabet, inden jeg kapitulerede, trævlede op og startede forfra. For mange snoninger betød, at der ikke ville være garn nok til at hele kroppen fik samme farve. Det havde jeg ellers besluttet der skulle være.
Ærmerne bliver lyse - og altså også kanterne, for så er der vist garn nok. Og snoningerne er reduceret en smule.
Jeg lod den blive hjemme i morges og slog op til endnu en babytrøje. Jeg kunne ikke lige overskue at have den med som mødestrik uden reelt at have overvejet hvordan indtagninger ved ærmegab og hals skal regnes ud - jeg strikker efter gehør, og det duer ikke til møder.
Efter jeg tabte den ene af de fine - og varme - vanter jeg strikkede tidligere på året, har jeg tænkt at jeg skulle strikke et par nye.
Da Garnvärk igangsatte en julekalender, der betyder et sæt strikkede vanter, var jeg ikke sen til at hoppe på. En lille del hver dag fra 1. til 22. december. I dag var en nem dag, blot to omgange på begge vanter.
Jeg nåede det i morges og venter spændt på i morgen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar