onsdag den 19. december 2018
Onsdagsmasker
Det er blevet onsdag. Igen. Fristes jeg til at sige, for hold op, hvor løber tiden hurtigt for tiden.
Siden sidste onsdag har dagene været fyldt med arbejde, børn og julegaver. Mine egne har jeg styr på. Det føles en lille smule overvældende, for sådan havde jeg det ikke for en uge siden.
Jeg har trænet - både hårdt, eksplosivt og længe. Ikke det hele hver gang. Jeg har harværet til julefrokost, til skolebestyrelsesmøde, til triomøde og et par møder mere. Jeg har vasket, strikket og leget med både Rose og Oscar. Jeg har været forbi min mor med julegaver, hygget sammen med Emilie og yndlingsveninden. Jeg har købt billetter til juletransporten, returneret dem og købt nye, og været forbi lægen til den treårige smear-test.
Jeg har også fået svar på at cellerne var helt normale.
Men nu er det onsdag. Og dermed tid til masker. Og bøger.
Læse:
Jeg havde en forventning om at være færdig med Mærket for livet inden vi på lørdag tager på juleferie. Tanken om at tage på ferie med en ny frisk bog i kufferten, var yderst tillokkende. Men jeg kan konstatere at jeg nok ikke læser helt så hurtigt, som jeg forventede.
Når det er sagt, synes jeg Emelie Schepp fortæller en god historie. Spændingen er i top og jeg er underholdt. Det eneste hår i suppen er den manglende korrektur, som jeg håber i højere grad skyldes oversættelsen, end forfatterens. Når personerne pludselig hedder noget andet, og lige en lille smule anderledes, står jeg af.
Men det ændrer ikke ved at historien er spændende, og at forfatteren som fortæller har gode muligheder for at udvikle sig og skrive nogle endnu mere spændende efterfølgere til denne første roman.
Jeg har ingen anelse om hvordan historien ender, hvor plottet skal findes og håber på at blive overrasket. Omvendt er der sider nok tilbage, til at jeg kan nå at regne det ud, inden sidste side.
Strikke:
Julekalendervanterne vokser. Jeg er godt med, også selvom billedet siger noget andet. På nuværende tidspunkt er vante nummer to lukket i toppen og mangler blot tommelen - dagens låge.
Jeg planlægger at strikke foer til dem. Det er ganske sikkert ikke med i kalenderen, men jeg er temmelig sikker på at jeg vil synes det er en god ide. Både for mere varme, men bestemt også for at pakke alle trådene på bagsiden ind.
Jeg er ikke imponeret af mine evner ud i flerfarvestrik, men jeg blevet en lille smule mere interesseret i det og har lyst til at strikke mere. Ikke store projekter - vantestørrelsen er helt fin.
En lille nissehue er også på vej. Faktisk er den færdig, afsluttet med en stor kvast, skyllet op og ligger til tørre. Jeg strikker ALFE hue fra Mette Hvitved, og måtte starte med 16 masker mindre end den mindste størrelse, for at ramme en størrelse, der passer Oscar.
En tanke om en ny nissehue hvert år, ligger lige for. Om jeg stadig synes det er en god ide om ti år, vil tiden vise.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar