Det sker hvert eneste år. Igen og igen. Jeg tænker der er masser af tid til at nå en hel masse mellem jul og nytår, og inden jeg ser mig om er dagene smuldret mellem fingrene.
Det er ikke for at beklage. Sådan er det bare, og det jeg får fyldt i er som regel meget bedre, end det jeg egentlig gerne ville.
Jeg ville nemlig gerne noget med at rydde op, rydde ud og vaske gulve.
Jeg kan godt nå det endnu. Og lige nu tror jeg på det. Ikke helt i så stor stil, som jeg kunne have ønsket, men nyvaskede gulve er så absolut på ønskelisten og helt sikkert inden for rækkevidde.
At de sidste dage har bragt mig rundt til både Glostrup, Fredriksberg og Næstved nyder jeg bare. Det er nemlig slet ikke skidt.
På et andet plan er der gået en smule oprydning i det. Selvom nye projekter banker på, og jeg sagtens kunne finde på at hoppe på nyt, har jeg pludselig lyst til at færdiggøre, har fundet gamle projekter frem og med nogen overraskelse konstateret at være nået langt længere end forventet.
Altså strikker jeg løs på noget, der har ligget længe. Et par sweaters til Anders og Daniel. Jeg kan se enden på kroppen på begge modeller. Anders' mangler stadig mindst tyve centimeter, mens jeg har skiftet pind og startet på ribben på trøjen til Daniel.
Tyve centimeter er ikke meget - og slet ikke meget, når jeg i virkeligheden var i tvivl om jeg overhovedet var nået til at skille ærmer fra krop.
Jeg tænker de tyve centimeter skal med ud til kommende møder, mens ribben kan klares i sofaen, hvor også de igangværende strømper har det bedst, og et par andre projekter skal have plads til at nå nye hjørner.
Det ville være en ny fornemmelse at komme i bund, blive færdig med alt, og starte helt forfra på nye ideer.
God plan - tænker jeg.
Også hvis den ikke holder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar