søndag den 2. december 2018
Advent #1
Sidste år lavede jeg lidt spontant en adventskalender til min mor og til min søster. Det var så hyggeligt, at jeg besluttede at gøre det igen.
I år har jeg lavet alle gaverne selv. Det er ikke store ting, noget af det mest for sjov, og noget af det brugbart ud over julen.
Sidste år lavede jeg engle af pap, ikke mange og kun en enkelt efter lidt ideudvikling, som jeg blev rigtig glad for. Den ene blev forlæg for flere, som ungerne lavede på Hobby som de sidste julegaver, og senere blev den til flere, der flyttede hjem til min mor.
I år er det blevet til mange flere.
Ideen blev fundet frem igen, da julefest og juletræ stod for døren i Klubben. Med overskriften genbrugsjul, blev vi enige om engle af pap og guirlander af dameblade. I sidste øjeblik blev en flok grene, fra netop fældede træer, omdannet til en stjerne. Der var ikke et øje tørt.
De mange engle fik en ny ide i gang, og inden der var gået længe, havde jeg lavet en prototype, som hænger på min egen dør. Prototypen blev hurtigt videreudviklet, med blade og engle, der næsten svæver (på stykker af pap, der giver luft og mindre fladhed). Igen blev der plads til udvikling, for alle englene på min mors krans svæver lige højt, mens englene på kransen til min søster svæver i flere niveauer.
Den hjemlige papcontainer lagde ryg til materialerne, lageret af poscatusser blev udviddet med sæt med glimmer, knappekassen med knapper jeg alligevel aldrig rigtig har lyst til at bruge har været velbesøgt og på bagsiden har bånd fra kassen med bånd givet anledning til et lille ophæng.
Og efter at have samlet den første måtte jeg erkende, at en ny limpistol var tiltrængt. Den gamle var gammel, og kunne ikke mere. Så er det i orden med en ny.
Både min mor og min søster pakkede en krans af engle ud i dag. En tredie fandt vej til Sille, som jeg har brugt dagen sammen med. Den endte hurtigt på hoveddøren.
Sille synes den var rigtig fin - selvfølgelig med lyserød som dekoration på englene - og mente de papfarvede engle ligner peberkager.
Det er vel ikke det værste at ligne i en juletid.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar