fredag den 9. marts 2018
Fredagssne
Det er fredag, ugen er løbet af sted, og jeg begynder at føle tiden presse på vigtige projekter, der har deadlines.
Jeg når det nok.
Ude falder der igen sne. Det er så smukt, også selvom vi ikke har været overrendt i Hovedstadsområdet, og vejene hurtigt bliver kørt fri for sne, mens den kommunale patrulje er hurtige til at salte fortove og cykelstier på de store veje.
Jeg troede et kort øjeblik, jeg ville kunne cykle i dag. Men så begyndte det igen at sne. Fine fnug, der lægger sig i et tyndt, men smukt, lyst og let lag.
Med fredag følger weekend. Jeg glæder mig. Jeg har ikke mange planer, men det kan hurtigt ændres. Eneste rigtige plan er afhentning af cykler. Jeg har endelig fået besked. De står klar, og vi henter dem i morgen.
Inden da venter fredag med fælles projekt i hele SFO. Vi laver hånddukker til teater. Fantasien er i frit fald og det er sjovt at se hvordan det ene barn efter det andet starter og ikke kan finde ud af noget på egen hånd, og ender med at klippe, klistre og svinge limpistolen, som havde det aldrig lavet andet.
Der var også den lille dreng, der i går kom fnisende ind af flere gange og råbte: Laver I dukker og grinende løb igen. Jeg nåede at invitere, foreslog at lave en ridder eller en drage. Men han løb. Ti minutter senere stod han der pludselig - ville gerne lave en drage. Og endte med at være helt opslugt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar