Med en fjer på

Jeg har købt nye hovedpuder. Før havde vi tre - nu har vi fire.





Vel har jeg længe gerne ville have nye, men så længe de gamle virker, er der ingen grund til udskiftning. Måske var Anders af en anden mening. For fakta er, at Anders var den direkte årsag til nyindkøbet. Også selvom han ingen anelse eller erindring har om hvorfor.

De to af de tre gamle puder var i en tilstand, hvor de fældede en del. Ikke mere end at undslupne fjer blev inde i betrækket, men dog i en tilstand, der ikke længere talte for lækkerhed ved opredning. Men dog brugbare.

Den tredie var i god stand. God at ligge på, og den vi begge helst ville have på vores del af sengen. Den sidste tid har Anders sovet med den.

Onsdag morgen skulle jeg tidligt op. Uret ringede, der var halvmørkt, Anders var for længst taget af sted. Jeg slukkede uret, åbnede vinduet, kravlede ud af sengen og efterlod soveværelset uden lys, til jeg en halv time senere var klar til at kravle tilbage over sengen og lukke vinduet.

På det tidspunkt havde jeg tændt lyset, jeg var i tøjet og ikke langt fra at være klar til en lang arbejdsdag. Tilbage ved vinduet, vendte jeg om for at kravle tilbage over sengen, kiggede ned og stoppede op.





Jeg blev mødt af et syn ingen af os til stadighed forstår. Det er mest forståelsen af hvordan synet havnede der...

Eller hvordan det lykkedes Anders i løbet af natten - eller den tidlige morgen - at flænse puden, så den lå tilbage i en nydelig bunke af fjer og dun i variable størrelser. Havde det så bare været en af de allerede fældende puder...

Jeg kom til mig selv, grinede, hentede telefonen og sendte billeder påskrevet teksten om at, vi skulle have nye hovedpuder, og jeg i øvrigt ikke havde tænkt mig at rydde op. Og tog på arbejde.

Jeg kørte om Jysk på vejen hjem og købte puder i nogenlunde fornuftig format. Anders ryddede sengen for fjer og dun, længe inden onsdag blev til torsdag og længe inden sengetider rykkede alt for nær.


Hvordan Anders er kommet ud af den historie uden fjer over det hele, dengang han stod op, er stadig et uafklaret spørgsmål.





Som en krølle på historien stod jeg i butikken og valgte de fire mest fladtrykte puder ud af bunken. Jeg skulle have dem med hjem på cykel, og tænkte at flade puder ville være mest håndterbare.

Ved kassen stod en meget ung mand - en stor dreng er jeg tilbøjelig til at sige. På spørgsmålet om jeg ville have en pose, sagde jeg Ja tak, og forventede sådan set bare at han ville trække posen ud over de fint stablede, ikke ret fyldige puder, jeg havde lagt i en bunke på disken.

Det gjorde han ikke. Jeg skulle selvfølgelig have stoppet ham, det gjorde jeg ikke. I stedet stod jeg med hagen længere og længere nede mod brystet, og så på hvordan han en efter en tog de fint stablede puder og nærmest kastede dem ned i den opslåede pose på gulvet, med det resultat at jeg fik overrakt en pose, der fyldte mindst dobbelt så meget som den fint stablede bunke, jeg netop havde lagt fra mig på disken.

Æv! tænkte jeg, og forsøgte en redning ved nærmeste havebord, hvor jeg læssede det hele ud, stablede igen, nærmest lagde mig ovenpå i forsøget på at få luften ud igen, men aldrig nåede tilbage til udgangspunktet.


Det var umuligt, der var slået luft i, og jeg fik dem også fint hjem.

Nye puder er lidt luksusagtigt.