I går var der faldet et let drys sne over store dele af Danmark. Også Rødovre, hvor jeg vågnede med udsigt til sne og et vindue, der var frosset fast, og ikke havde den store vilje til samarbejde ud i udluftning.
Det lykkedes, men der skulle kræfter til.
Med sneen i tankerne, tog jeg tidligt af sted. Regnede med at de store veje var sneryddede, men vidste også at på de mindre må man klare sig selv. Jeg kunne have kørt af Tårnvej, men det føles som en omvej, når turen går mod den allerældste del af Rødovre, den første rigtige skolebygning, kirken og Rødovregård.
Tirsdag handlede om førstehjælp, og jeg kan ærlig talt ikke huske nogensinde at være den første til et kommunalt kursus. Jeg installerede mig, og ventede på flere kursister. Tiden gik, og jeg var stadig alene, så jeg gik ud i gården på udkig efter et pænt snedækket motiv.
Det fandt jeg i den gamle cykel med trækassen, der står fast monteret uden for Heerup Museet. Jeg ved ikke om det er Heerups cykel, men jeg har en ide om at han cyklede meget. Mens jeg gik rundt kom en ældre dame med rollator adstadigt gående gemmen gården, hun satte sig på en bænk og spurgte om jeg søgte noget.
Jeg gik i egne tanker, ænsede hende ikke, og først da jeg igen kom indenfor gik det op for mig, hvad det var for lyde jeg havde hørt et sted i det fjerne. Ikke særligt velopdragent sådan ikke at svare, nåede jeg at tænke, inden de første medkursister dukkede op.
Jeg har efterhånden været på tilpas mange kommunale kurser til, at jeg næsten hver gang møder nogen jeg kender fra andre kurser. I går var det hende fra bygningsafdelingen, som jeg har lavet gruppearbejde med før og en tidligere kollega fra støttekorpset, som var hos os for et par år siden, men nu har andre opgaver.
Det var hyggeligt. Både at møde mennesker jeg kender, men også kurset, der blev varetaget af en kompetent brandmand. Vi blev indført i både det ene og det andet, småskader, sygdomme og det langt mere alvorlige. Vi gav kunstigt åndedræt, legede med hjertestartere og så små film, der viser virkeligheden.
Forhåbentlig sker det aldrig, men skulle jeg møde et hjertestop, er jeg klædt på.
I hvert fald de næste to år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar